Video : Tipsbladet
Benelux

Kenneth Perez imponeret: Ligaens bedste spiller

Den danske fodboldekspert Kenneth Perez er meget imponeret over offensivspiller.

Kenneth Perez, der er ekspert på hollandsk tv, er slet ikke i tvivl om, hvem den bedste spiller i Eredivisie er.

Han befinder sig nemlig i PSV.

Kenneth Perez, der fra 2022-2023 var ekspert omkring landsholdet på TV 2, er nemlig helt vild med offensivspilleren Malik Tillman.

- Ingen i Eredivisie er bedre end ham, siger han på ESPN.

Den amerikanske landsholdsspiller, som har scoret fire gange i denne sæson, gjorde særligt et stort indtryk på Kenneth Perez i seneste spillerunde, hvor PSV vandt over Sparta Rotterdam.

- Han tager altid de rigtige beslutninger. Hvem er bedre end Tillman i Eredivisie? Jeg kan ikke pege på nogen. Jeg mener, han er en virkelig komplet spiller. I tanke og handling er han en af de hurtigste og bedste. Han tænker næsten altid et skridt frem, og så er han hurtig og kan accelerere med bolden.

22-årige Malik Tillman skiftede denne sommer Bayern München ud med PSV, som han også var udlejet til i sidste sæson. Det var med stor succes, hvorfor det var helt oplagt for den hollandske storklub at købe ham fri denne sommer.

Samarbejdet har også fortsat vist sig at bære frugt, da amerikaneren står noteret for fire scoringer og to assister i alle turneringer. PSV topper i øvrigt ganske suverænt Eredivisie.