Video : Tipsbladet
Benelux

Joakim Mæhle: Det har været en frustrerende periode for mig

Denne sæson har ikke budt på meget spilletid, og det frustrerer Joakim Mæhle, der også erkender, at han har ladet sig påvirke af de mange transferspekulationer.

Joakim Mæhle havde stor succes i KRC Genk i sidste sæson og var en vigtig brik på holdet, der til slut kunne lade sig hylde som belgiske mestre. At den tidligere AaB-back har udviklet sig markant, siden han forlod de trygge rammer i Nordjylland, fik danske fodboldfans for alvor øjnene op for, da Mæhle spillede en stor U21-slutrunde for Danmark i sommer.

I øjeblikket oplever den 22-årige dansker dog en smule modvind.

Joakim Mæhle er ikke startet inde i de seneste fire kampe for KRC Genk, og de seneste to opgør har slet ikke budt på spilletid. Danskeren er blevet vippet af pinden af konkurrenten Casper De Norre, og det behager ham naturligvis ikke.

- Det har været en frustrerende periode for mig. Det har været en kombination af flere ting, der har gjort, at jeg ikke har ramt mit højeste niveau indtil videre, siger Joakim Mæhle til Het Laatste Nieuws.

Én af disse ting er transferspekulationer.

Det er velkendt, at Premier League-klubben Southampton i vinter bød i omegnen af 85 millioner kroner for den danske højre back, og desuden skriver Het Laatste Nieuws, at der i sommerens transfervindue var interesse fra Serie A-klubben Atalanta, uden at det mundede ud i et bud.

- Det betød, at jeg ikke følte mig helt fri oppe i hovedet, men i sidste ende er jeg glad for, at jeg blev. Fodboldspillere er ambitiøse og har drømme, men Champions League er også en stor drøm for mig, og det går i opfyldelse med Genk, siger Joakim Mæhle, der ifølge det belgiske medie er udset til en startplads, når Genk indleder Champions League med en udekamp mod Red Bull Salzburg tirsdag aften.

Selv om Joakim Mæhle har fået mindre spilletid i denne sæson, er KRC Genk stadig så glade for danskeren, at parterne i sidste uge nåede til enighed om en fire-årig forlængelse af kontrakten.