Video : Tipsbladet
Benelux

Jess Thorup fravalgte Gent-stjerne i testkamp: Mentalt var han ikke klar

Gent er i gang med forberedelserne til den nye sæson i Belgien, men klubbens danske træner så tirsdag bort fra en af nøglespillerne i klubben.

Forberedelserne til den kommende sæson i Belgien er godt i gang, og for Jess Thorup og holdet handler det om at bygge videre på en rigtig fin sæson.

Sæsonen i fjor i Belgien blev afsluttet, inden den var færdigsspillet, på grund af coronavirus, så man låste tabellen, hvilket gav en andenplads til Gent, der har booket billet til Champions League-kvalifikationen.

Så der er meget godt for klubben, der altså har den tidligere FC Midtjylland-træner som chef, men der er alligevel noget, Thorup skal have styr på inden starten af sæsonen.

Læs også:Thorup om mesterskabschancer: Skal være bedre mod topholdene

Klubbens store stjerne Jonathan David ventes nemlig at blive solgt, og det har givet visse udfordringer i testkampene. David lavede 18 mål og otte oplæg i 27 ligakampe i sidste sæson, og alt i alt stod han for 23 scoringer og 10 assists i 40 kampe. 

Mandag var han helt fravalgt af Jess Thorup, da den danske træner ikke ville satse med en spiller, som har fokus på et skifte væk fra klubben.

- Jeg havde en lang samtale med Jonathan på forhånd. Vi ved alle, at der kommer til at ske noget. Der er ingen beslutning endnu, men som træner vil jeg gerne vide, hvor vi står. Er det muligt, at han kan spille for os? Så vil jeg se på ham med henblik på sæsonstarten. Mentalt var han ikke klar, for der foregår en masse ting. Men hvis der ikke er truffet en beslutning på lørdag, har jeg tænkt mig at give ham minutter mod Zulte Waregem. Vi må se, hvordan det ser ud dag for dag. Jeg forstår, at Jonathan tænker på den risiko, han tager, ved at spille. Derfor valgte jeg ikke at tage en chance for både Jonathan og klubben. Vi har også behov for at se, hvad vi kan uden ham, siger Jess Thorup ifølge hln.be.

Læs også:Thorup efter stærk sejr i træningskamp: Vi er allerede langt

Den 20-årige canadiske offensivspiller har spillet 12 landskampe og scoret 11 gange.

Han er blandt andet blevet sat i forbindelse med Leeds United, der er rykket tilbage i Premier League.

Den belgiske sæson starter den 8. august, og Gents sidste træningskamp er altså lørdag mod Zulte-Waregem.

Læs også:Mabil drømmer om Champions League og et skifte til engelsk fodbold

Læs også:Selvsikre Nicolas Madsen vidste at han ikke ville falde igennem mod FCK

Læs også:Jess Thorup hylder FCM for at fastholde deres dna og udtryk