Danskerfesten i Anderlecht blev i weekenden udvidet med en ekstra deltager, da klubben præsenterede Mads Kikkenborg, der er købt i Lyngby.
Dermed råder klubben nu over to danskere mellem stængerne i form af Kikkenborg og selvfølgelig landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.
Netop Schmeichel er førstevalget - og det er han naturligvis stadig, selv om klubben har punget ud for at købe Kikkenborg. Det accepterer Kikkenborg også, omend han spændt vil vente på at få sin chance. Det fortæller den nye Anderlecht-keeper til Tipsbladet.
- Kasper er førstemålmand lige nu, men jeg skal bare ind i tingene hurtigst muligt, kæmpe for min plads og så se, hvordan situationen bliver. Jeg – ligesom alle andre målmænd – går efter at få den førstekeeper-plads. Det er sundt, og det er noget, man skal have, for ellers tror jeg ikke, man når særlig langt, hvis man stiller sig tilfreds med at være anden- eller tredjemålmand.
- Jeg skal bare ud og komme hurtigt ind i tingene og vænne mig til en anden kultur og spillestil og så kæmpe for at få chancen på et tidspunkt, fortæller Mads Kikkenborg.
Kasper Schmeichel er det klare førstevalg i Anderlecht-målet. Foto: Imago.
Der er altså ingen tvivl om, at 24-årige Kikkenborg også er handlet ind til fremtiden. For alderen er imod Kasper Schmeichel, der fyldte 37 i november. Omvendt kan den rutinerede keeper give sin 13 år ynge holdkammerat nogle gode råd, og Mads Kikkenborg jubler over at skulle i mesterlære hos sin anerkendte landsmand.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan lære sindssygt meget af Kasper. Hans karriere og det, han har prøvet, er en kæmpe erfaring. At jeg kan komme i lære hos ham og se, hvordan han gør tingene, er jeg sikker på gør mig til en bedre keeper. Det har helt klart spillet meget ind, og han kan også guide mig i tingene.
Kikkenborg erkender, at det at arbejde sammen med Schmeicel er noget, som har talt op i forhold til hans skifte til den belgiske traditionsklub. Det er dog ikke sådan, at han havde talt med landsholdsmålmanden inden skiftet.