36-årige Arjen Robben havde egentlig allerede indstillet karrieren, men kantspilleren kunne ikke holde sig væk fra fodbolden længe.
I næste sæson gør han således comeback for barndomsklubben FC Groningen i den hollandske Eresdivisie, og her får han en dansk holdkammerat.
20-årige Nicklas Strunck Jakobsen skiftede sidste sommer FC Nordsjælland ud med Groningen, og han kan nu se frem til at træne og spille sammen med en vaskeægte verdensstjerne.
- Det er helt vildt. Og megafedt. Det er jo en topspiller uden lige, som jeg får tæt på mig. Det er en mand med vildt meget erfaring, der nærmest har vundet alt undtagen Ballon d'Or, tror jeg. Så motivationen har aldrig været større, når jeg ved, at jeg skal tilbage for at træne med så stor en spiller, siger Strunck til TV 2 Sport om Robbens comeback.
Arjen Robben nåede at spille 52 kampe for FC Groningen i sine unge år, inden at han i 2002 skiftede til PSV Eindhoven. Her nåede hollænderen dog kun at være i to sæsoner, inden at Chelsea hentede ham. Senere blev det også til ophold i Real Madrid og Bayern München for Robben, der desuden er noteret for 96 landskampe for Holland.
Nicklas Strunck har stadig sine første førsteholdsminutter til gode i Groningen.