Video : Tipsbladet
Benelux

Fredberg afviser blankt særlig Schmeichel-klausul

Anderlecht-direktør Jesper Fredberg skyder fuldstændig til jorden, at Kasper Schmeichels kontrakt indeholder en meget lav frikøbsklausul.

Lørdag blev den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel kædet sammen med Premier League-klubben Nottingham Forest af Daily Mail. Det er der ikke noget nyt i - det er Anderlecht-keeperen blevet flere gange i løbet af vinteren.

Når artiklen i Daily Mail alligevel skiller sig ud, skyldes det en detalje, som dukker op, når man har skimmet sig forbi indledningen.

Ifølge den engelske avis har Kasper Schmeichel en meget lav frikøbsklausul i sin kontrakt med Anderlecht, som betyder, at danskeren kan købes for håndører i dette transfervindue.

37-årige Schmeichel har kontraktudløb i Anderlecht om fem måneder, så målmanden er under alle omstændigheder ikke nogen liebhaverejendom på fodboldens marked, men det er nyt, at der er en decideret frikøbsklausul i danskerens aftale med Anderlecht.

Historien har da heller ikke noget på sig. Det fastslår Anderlechts danske fodbolddirektør Jesper Fredberg. 

- Der er ingen frikøbsklausul i Kasper Schmeichels kontrakt, siger Jesper Fredberg til Tipsbladet.

Kasper Schmeichel kom til Anderlecht i sensommeren 2023, og han har været fast mand lige siden sin ankomst. Med Schmeichel mellem stængerne har Anderlecht formået at spille sig op på andenpladsen, og søndag aften venter der et brag i den belgiske liga, når danskerklubben møder topholdet Union St. Gilloise.

Lørdag kunne Anderlecht præsentere Mads Kikkenborg som ny spiller, og han skal være reserve for Kasper Schmeichel i den resterende del af sæsonen. Dermed er Bruxelles-klubben oppe på at have fem danskere i spillertruppen, mens både cheftræneren og fodbolddirektøren også er dansk.