Video : Tipsbladet
Benelux

Frank Arnesen sammenligner Feyenoord med Fremad Amager

Frank Arnesen glæder sig til de opgaver, der venter i den hollandske storklub Feyenoord.

I midten af januar sætter Frank Arnesen sig til rette i kontorstolen i den hollandske storklub Feyenoord, når han tiltræder som teknisk direktør i klubben. Det er kun godt en måned siden, at Frank Arnesen blev sparket ud af Anderlecht, men den 63-årige dansker fik altså ikke lov at gå arbejdsløs længe. 

I Feyenoord venter et stort stykke arbejde, for den hollandske storklub har skuffet indtil videre i denne sæson og indtager en lunken tiendeplads i Æresdivisionen.

Frank Arnesen er imidlertid optimistisk, for han ser nogle sunde værdier i Rotterdam-klubben, som han sammenligner med Fremad Amager, hvor han startede sin aktive karriere helt tilbage i midten af 70'erne - i øvrigt sammen med blandt andre Søren Lerby.

Læs også:Efter Frank Arnesen: Feyenoord ansætter endnu en direktør

- Også her handlede det mere om at arbejde end at snakke. Hårdt arbejde er også en prioritet her. Jeg er meget glad og stolt over, at jeg har fået mulighed for at arbejde her. Jeg ved, at det ikke bliver nogen nem opgave, men hvis det gjorde, havde klubben heller ikke spurgt mig, siger Frank Arnesen til Voetbal International.

Én af Frank Arnesens første store opgaver bliver at finde en ny cheftræner til Nicolai Jørgensen og holdkammeraterne. Feyenoord har i øjeblikket Dick Advocaat, som Frank Arnesen kender særdeles godt, ansat som vikar, men han er ikke nogen langsigtet løsning.

Frank Arnesen kigger i alle afkroge efter den rigtige mand til at stå i spidsen for Feyenoord.

Læs også:Imponeret Mourinho: Jeg kan virkelig godt lide Tottenhams hold

- Det, jeg ved lige nu, er, at Dick bliver indtil udgangen af sæsonen, og så skal vi se os om efter en ny træner. En træner fra udlandet er bestemt en mulighed. Det handler om at finde den kandidat, som passer til Feyenoord og vores ambitioner, og så skal man ikke udelukke, at det kan være én fra udlandet, lyder det fra Frank Arnesen.

Den danske Feyenoord-direktør har tidligere været tilknyttet store klubber som Chelsea, Tottenham og Hamburger SV.

Læs også:Feyenoord bekræfter: Frank Arnesen er ny teknisk direktør

Læs også:Trods nullert i Nordirland: Hollands slutrundefravær er ovre

Læs også:Jørgensen er tilbage for Feyenoord: Min livsstil har ændret sig