Video : Tipsbladet
Benelux

Forudser Priske-fyring inden nytår

Brian Priske er ikke træner i Feyenoord i 2025, lyder den dystre spådom.

Der går nærmest ikke en dag, uden hollandske eksperter vurderer Brian Priske i Feyenoord. 

Den ene uge peger pilen op, og han har endelig fået det til at spille efter en svær start i klubben. Den anden uge er det lige omvendt. Sådan noget går typisk hånd i hånd med resultaterne. 

På det seneste har Feyenoord tabt to af de tre seneste kampe, og det får kritikken til at blomstre. Særligt hos den erfarne ekspert Aad de Mos, der forudser en snarlig fyring af danskeren. 

Det siger den 77-årige tidligere træner i en podcast til Tipsbladets søstermedie, Soccernews.

- Feyenoord mangler kreativitet og automatisme, siger han og påpeger, at han ikke ser nogen fremgang på holdet.

I midtugen tabte Feyenoord skuffende med 1-3 til Benfica i Champions League, som ifølge de Mos var klasser bedre end Priskes mandskab. 

Netop de Mos forudser, at Feyenoord ikke ser ind i bedre resultater under danskeren, og derfor peger pilen mod en fyring inden nytår. Han sagde allerede i september, at danskeren nok ville få sparket i den hollandske storklub.

- Jeg tror ikke, det er muligt med ham (at få bedre resultater, red.). Jeg er bange for, at vi vil se noget i julen allerede, som jeg allerede forudsagde i september. 

Brian Priskes Feyenoord er aktuelt på fjerdepladsen i Eredivisie. Holdet har ellers blot tabt en enkelt gang, men for mange uafgjorte kampe har kostet dyrt. 

I Champions League-ligaspillet har man vundet to gange i de første fire kampe, hvilket lige nu placerer Feyenoord blandt de bedste 24 hold, som går videre.

Priskes Feyenoord kan få oprejsning i weekenden, når man søndag gæster Almere City, som er næstsidst i ligaen. Efter den kamp går der 13 dage, før Feyenoord igen skal i aktion.