Video : Tipsbladet
Benelux

Feyenoord-manager om forgænger: Hans eneste gode beslutning var at sige op

Den nuværende Feyenoord-manager er ikke helt enig i, at klubbens tidligere manager skal tilskrives en del af æren for klubbens resultater.

I efteråret blev Jaap Stam afløst af Dick Advocaat som cheftræner i Feyenoord, og de to hollandske managere indgår nu i en lille mundkrig.

Jaap Stam fortalte forleden i et interview med hollandske Trouw, at han skulle tildeles en del af æren for Feyenoords succes, efter at han forlod klubben. Klubben sluttede således på en tredjeplads i den nu aflyste Æresdivisionen, og i foråret tabte de ikke en eneste kamp i rækken, hvor det blev til seks sejre og én uafgjort.

- Jeg havde brugt fire måneder på at arbejde med de spillere. Det er let for den næste træner at fortsætte. På det tidspunkt var spillerne fitte nok til at spille mange kampe, og holdet havde kvalitet, lød det fra Jaap Stam.

Stams efterfølger, Dick Advocaat, er blevet forholdt citatet, men han er ikke helt enig i den udlægning.

- Jaap Stam har taget én god beslutning i Feyenoord, og det var at smutte fra klubben, siger Dick Advocaat ifølge Voetbal International.

Forsøger at nedtone situationen

Efterfølgende har Jaap Stam forsøgt at nedtone konflikten. Til Voetbal International fortæller han nu, at han ikke mente noget personligt imod Dick Advocaat.

- Det, Dick siger, er korrekt - det var også en god beslutning. Men pointen er, at det, jeg har sagt, absolut ikke er ment personligt. Alle, der kender mig, ved, at jeg har meget respekt for det, Dick har gjort som træner.

- Pointen er, at da han kom, var spillerne lidt mere fit, og hans start var god, siger Jaap Stam, der sidenhen er blevet hyret som cheftræner i amerikanske FC Cincinnati.  

Da Dick Advocaat overtog cheftrænertjansen i Feyenoord, havde klubben blot vundet tre af 11 kampe med Jaap Stam ved roret, og de lå på en skuffende 12. plads i Æresdivisionen.