Den belgiske storklub Anderlecht har denne sommer sagt farvel til blandt andet de danske landsholdsspillere Kasper Schmeichel og Thomas Delaney, men det betyder ikke, at ambitionerne er skruet ned for dem.
I stedet peger den danske cheftræner Brian Riemer på, at de skal gøre det mindst ligeså godt som sidste sæsons tredjeplads - og helst med bedre fodbold. Det fortæller han ved et pressemøde lørdag forud for deres sæson-premiere mod St. Truiden (STVV).
- Vi vil altid tage et næste skridt. Anderlecht havde sidste år en ret god sæson, men der er altid ting, der kan blive bedre. Hvis man vil spille dominerende fodbold, er der én ting, der er meget vigtig: Det er spillernes kvalitet på bolden, siger han og fortsætter:
- Udover det taktiske aspekt. Vi er ikke den rigeste klub og skal derfor sælge spillere eller lade lejede spillere gå. I forberedelsen så jeg allerede gode ting med bolden, og jeg håber, vi kan vise det mod STVV. Vi vil prøve at tage næste skridt der, lyder det fra Riemer.
Når det kommer til selve opgøret, så forklarer han, at de selv har haft en god forberedelse, men der venter en kamp, hvor de ikke må have fans på tribunerne.
- At der ingen fans er? Det er meget ærgerligt, for fansene driver os fremad. Mod Wolfsburg var der 15.000 fans, og man så straks den indflydelse, de har på spillerne. Mod STVV skal spillerne og jeg gøre det selv for at vinde kampen. At der ingen fans er, er ingen undskyldning, fortæller Brian Riemer.
Anderlecht vandt opgøret med 1-0.
I Anderlecht er der stadig dansk islæt i form af landsholdsspillerne Kasper Dolberg og Anders Dreyer, ligesom målmand Mads Kikkenborg også er der.