Der var ikke meget slinger i valsen, da Casper Nielsen i går aftes gav et interview efter Club Brugges opgør mod Union Saint-Gilloise.
Nielsen startede på bænken i opgøret, der endte 1-1, men mener selv, at hans niveau rækker til mere.
- Nogle gange går det sådan i fodbold, vi har en ny træner, og han prøver nogle ting. Jeg prøver at vise, hvad jeg kan, og jeg er ret sikker på, at jeg stadig er en af de bedste midtbanespillere i ligaen, fortæller han i et interview efter kampen ifølge Het Nieuwsblad.
Club Brugge, der foruden Casper Nielsen har danske Andreas Skov Olsen på lønningslisten, fik ny cheftræner i form af Scott Parker i slutningen af sidste år, og Nielsen har i de to sidste ligakampe ikke været i startopstillingen. Det samme gælder Andreas Skov, der har døjet med en skade.
Casper Nielsen kom til Club Brugge i sommer efter to år for Union Saint-Gilloise, og har siden været relativt fast mand på holdkortet. Den 28-årige dansker har også en fortid i Superligaen, hvor han har tørnet ud for både OB og Esbjerg.
Den danske midtbanespiller har også været relativt målfarlig for den belgiske klub, hvor han har scoret 6 gange i 25 kampe.
Casper Nielsen har endnu ikke fået debut for det danske landshold, men har i noget tid ligget i truppens periferi. Han fik sin første A-landsholdsudtagelse i marts 2022, da Kasper Hjulmand hev ham ind, efter at Christian Eriksen var ude med corona.
Danskeren har kontraktudløb med Club Brugge i 2026.