Den belgiske dansker-klub Anderlecht blev torsdag en dansker fattigere, da Brian Riemer blev fyret fra sin stilling som cheftræner.
Brian Riemer nåede at stå i spidsen for den traditionsrige Bruxelles-klub 64 gange i Jupiler Pro League og var i sidste sæson ved at føre klubben til det første belgiske mesterskab siden 2017. Desværre glippede det mod slutningen af sæsonen, hvor man istedet måtte se rivalerne fra Club Brugge stikke af med deres 19. mesterskab.
I tiden i Anderlecht har Brian Riemer virkelig fået Dannebrog til at vejre over klubben. På spillersiden har man hentet Kasper Dolberg, Mathias 'Zanka' Jørgensen, Thomas Delaney, Kasper Schmeichel og Anders Dreyer, imens at sportsdirektøren også har været dansk i form af Jesper Fredberg.
Tipsbladet har i samarbejde med Opta undersøgt, hvor godt den danske manager har gjort det i Anderlecht, hvis man sammenligner ham med de forgående trænere.
Her kan det især bemærkes at Brian Riemer har gjort det bedre, end den nuværende Bayern Munchen træner, Vincent Kompany, hvis man måler på pointsnit og sejrsrate for klubben. Generelt har Brian Riemer været i den bedre halvdel, når det kommer til trænere i klubben de seneste ti år.