Video : Tipsbladet
Benelux

Brian Priske vil have danskere med til Feyenoord

Brian Priske bliver ikke nødvendigvis den eneste dansker, der ender i Feyenoord.

Brian Priske er tæt på at blive cheftræner for den hollandske storklub Feyenoord. Det kunne Tipsbladet afsløre sent søndag aften.

Den tidligere FC Midtjylland har i øjeblikket stor succes i Sparta Prag, hvor han for nyligt genvandt det tjekkiske mesterskab. Priske og co. spillede sig desuden videre til Europa Leagues ottendedelsfinaler, hvor man til gengæld blev sat eftertrykkeligt på plads af Liverpool, der samlet vandt 11-2.

Feyenoord er ikke desto mindre blevet overbevist om, at Priske er den rigtige træner til at afløse Arne Slot, der skal stå i spidsen for netop Liverpool.

I Sparta Prag er Priske blandt andre blevet assisteret af landsmændene Lars Friis og Christian Clarup, og skulle det ende med et skifte til Rotterdam-klubben, er det ifølge Algemeen Dagblad meget sandsynligt, at han tager Friis og Clarup med.

Det hollandske medie erfarer, at parterne i løbet af de kommende dage skal finde ud af, om de kan nå til enighed.

Algemeen Dagblad beretter samtidig, at yderligere to udenlandske trænere skulle være dukket op på Feyenoords ønskeliste i løbet af de seneste dage, men at Priske fortsat er favorit til at lande jobbet.

Den tidligere Chelsea-træner Graham Potter og Dortmund-assistenten Nuri Sahin er to navne, der tidligere er blevet kædet sammen med Feyenoord ledige trænersæde.