Video : Tipsbladet
Benelux

Skov Olsen om fremtiden: Her vil jeg gerne spille

Andreas Skov Olsen har ikke de bedste erfaringer fra Italien, men han savner alligevel landet.

Andreas Skov Olsen skiftede i 2019 fra FC Nordsjælland til Bologna, men det blev aldrig den store succes for ham og han rykkede i sommeren 2022 videre til Club Brugge, som han nu har vundet to belgiske mesterskaber med.

I et interview på den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzios hjemmeside fortæller den danske offensivspiller nu, at han gerne vil tilbage til Støvlelandet.

- I kampen mod Fiorentina, som jeg ikke spillede (i Conference League-semifinalen red.) for nogle uger siden, bemærkede jeg, hvor meget jeg savner at leve i Italien. Den italienske livsstil, folkene, maden... alt er smukt hos jer, siger han og fortsætter:

- Jeg vil gerne vende tilbage, og jeg forestiller mig at være tilbage i Serie A i fremtiden. Selvom min italienske erfaring ikke var en succes fodboldmæssigt, var jeg glad der. En favorithold i Italien? Jeg har nogle i andre lande, men ikke i Serie A, lyder det fra Skov Olsen.

Derudover forklarer han, at det ikke var nemt for i Bologna, og at der var meget modsatte spillestile i den italienske klub dengang sammenlignet med, hvordan det er for ham nu i Club Brugge.

- I Bologna udviklede jeg mig som spiller og som person, men jeg savnede at spille offensiv fodbold. Deres spillestil passede ikke til mig, hvilket viser sig ved, at jeg scorede meget lidt. Jeg kan lide at spille offensiv fodbold, præcis som Bologna gør nu, griner Andreas Skov Olsen.

Han er i det hele taget vild med den måde, som deres cheftræner Thiago Motta vil have sit hold til at spille.

- Thiago Mottas spillestil er virkelig smuk at se på, men jeg fortryder ikke at være taget af sted. Med al respekt er Bolognas primære mål ikke at vinde mesterskabet hvert år, som det tilfældet er i Brugge. Og det er netop det, jeg går efter: Jeg vil samle titler, fastslår danskeren.

Andreas Skov Olsen har i sin tid hos Club Brugge lavet 41 mål og 24 assister i 97 kampe på tværs af alle turneringer.

Han har kontrakt med Club Brugge frem til sommeren 2026.