Video : Tipsbladet
Benelux

Agent afviser: Tyrkisk storklub har ikke budt på Nicolai Jørgensen

Det ser på nuværende tidspunkt ud til, at Nicolai Jørgensen også spiller i Feyenoord i næste sæson. Både spillerens agent og Feyenoord afviser, at der er kommet et bud fra tyrkiske Besiktas.

Det er nu over fire år siden, at Feyenoord hentede Nicolai Jørgensen i FC København, og på nuværende tidspunkt ser det ud til, at der venter endnu en sæson i det hollandske for den danske landsholdsangriber.

Flere tyrkiske medier har ellers berettet om interesse fra storklubben Besiktas, men skal man tro Jørgensens agent, Rob Jansen, er det blot løse rygter.

- Nicolai Jørgensen har det godt i Feyenoord. Der er ikke noget konkret bud (fra Besiktas red.) på Jørgensen lige nu, og jeg forventer heller ikke, at det sker, siger Jansen til det hollandske medie ad.nl.

Agenten understreger dog samtidig, at tingene kan ændre sig hurtigt i fodboldverdenen. 

Det hollandske medie har også været i kontakt med Feyenoords tekniske direktør, danske Frank Arnesen, der også afviser, at Besiktas har afgivet et bud på Nicolai Jørgensen.

Den 29-årige angriber har spillet 122 kampe for Feyenoord og scoret 53 mål for klubben. I de seneste par sæsoner har Jørgensen dog været hårdt plaget af skader. 

I denne sæson er det eksempelvis kun blevet til 13 optrædener i den bedste hollandske række for Nicolai Jørgensen.