BRAGT I TIPSBLADET 13. JUNI
- Jeg var med til at spille mange store og vigtige kampe i mine år i Panathinaikos, både om det nationale mesterskab og i Europa, men der er én særlig kamp, der stadig står klart for mig, og som jeg ofte tænker tilbage på. Det er returkampen mod Fenerbache i UEFA Cuppens 2. runde i efteråret 2003. Det skyldes både rammerne om kampen, men især min egen præstation.
- Første kamp i Istanbul var endt 1-1, men vi havde et kanonhold og vandt 4-1 i returen. Jeg scorede selv målet til 3-1 på en halvflugter uden for feltet. Jeg mener, at det var Karagounis, der sendte den ind foran mål fra venstre side, og jeg ramte den bare helt perfekt. Den sad både højt og yderligt i målet uden chance for målmanden, som var Rüstu Recber. Han kørte en stil med at have krigsmaling under øjnene for at skræmme modstanderne, så det var fint at score på ham. Det var et supermål, og et af mine sjældne for Panathinaikos, hvor jeg spillede defensiv midtbane.
- I den kamp var jeg så meget i zonen, og alt kørte bare. Jeg havde da prøvet at være i zonen før, da jeg spillede for AB, men det her var ligesom på et højere niveau. Og det var lige meget, hvad jeg forsøgte i den kamp, så lykkedes det. Jeg gad godt se kampen igen på DVD for at se, om jeg egentlig spillede så godt, som jeg selv følte, og alle sagde.
- For første gang nogensinde fik jeg ligefrem feedback af træneren. Dagen efter kom han hen til mig og sagde: ”Du spillede virkelig, virkelig godt i går.” Så vidste jeg, at det må have været en vanvittig god præstation, for normalt sagde han aldrig noget til nogen om deres kampe, lige meget hvordan de havde spillet.
- Det var uruguayaneren Sergio Makarian, der var vores træner dengang, og jeg havde et godt forhold til ham, men efterkritik måtte spillerne kigge langt efter. Hvis man ikke havde gjort det godt nok, blev man bare sat af uden yderligere forklaring. Underligt nok skete det kun én gang for mig i Panathinaikos-tiden, at jeg blev sat af.
- Nu, hvor jeg selv er blevet træner, og prøver at guide de unge spillere med gode råd, synes jeg, at det er endnu mere underligt, at vi ikke fik efterkritik af Makarian. Tænk på, hvor gode vi så ville have været. Vi havde et rigtig godt hold med masser af kendte navne. Nikopolidis i målet. Kyrgiakos og Seitaridis i forsvaret. Basinas og Karagounis på midten. De var alle med til at gøre Grækenland til europamestre året efter. Rene Henriksen var også med i forsvaret.
- Cyprioten Konstantinou spillede i angrebet, hvor vi også havde Olisadebe og Vlaovic i truppen. Hverken Vlaovic eller Zlatko Zahovic spillede fast, og det siger noget om, hvor stærk truppen var. Det var helt surrealistisk, at jeg spillede, når de ikke gjorde.
- Jeg husker også kampen på grund af den højspændte atmosfære mellem Grækenland og Tyrkiet. Der var nogle politiske undertoner omkring territorium mellem de to lande, især Cypern-konflikten. Det var første gang i mange år, at et græsk og et tyrkisk hold tørnede sammen på fodboldbanen, og aviserne var fyldt af optakter. Otte aviser i Athen følger Panathinaikos tæt og har noget med om klubben hver dag. Mentaliteten omkring fodbold i de to lande er også meget anderledes, end den vi kender. Tilskuerne går utrolig meget op i at have håneretten overfor rivalerne, og der var en utrolig intens atmosfære på stadion i begge kampe.
- I sidste ende var vi klart bedst og vandt fortjent. Vi håbede alle sammen på at kunne gå langt det år, men desværre tabte vi til Porto i kvartfinalen. Vi vandt ellers den første kamp 1-0 på udebane, men i returen sluttede den ordinære kamp 0-1 til dem, og så scorede de et mål mere i den forlængede spilletid. Det var noget rigtig lort og en kæmpe bét. Men Porto endte også med at vinde UEFA Cuppen det år.
-----
Jan Michaelsen er født 28. november 1970 i Nantes i Frankrig. Han er søn af den tidligere danske landsholdsspiller Allan Michaelsen. Jan Michaelsen spillede først en årrække for små danske klubber som Svendborg, Vanløse og HIK, inden han kom til AB i 1996. Han opnåede 170 førsteholdskampe for akademikerne, inden han skiftede til den græske storklub Panathinaikos i 2001. Her opnåede Michaelsen 100 kampe, blandt andet også i Champions League. I 2004 tog han til norske Ham-Kam, hvor han sluttede karrieren i 2008.
Han står noteret for 19 A-landskampe for Danmark og et enkelt mål.
Jan Michaelsen gik over i trænergerningen som træner for FCK’s andethold i 2009 og siden som ungdomstræner i klubben. Fra sommeren 2012 blev han udnævnt som U/17-landstræner for Danmark.
Fortalt til Kim Michelsen
