Angrebsstjernen kom til AGF ved et tilfælde

Aron Johannsson skiftede onsdag fra hollandske AZ til den tyske Bundesligaklub Werder Bremen i en handel, der ligger på den gode side af 35 millioner kroner og som på samme tid sender mellem 3,5 millioner og fire millioner kroner.

 

Inden sæsonen 2012/13 havde Aron Johannsson slidt og slæbt for at få sit gennembrud i Superligaen og for AGF. Og så kom det.
Otte mål på 270 minutter og det hurtigste hattrick nogensinde i Superligaen kan gøre enhver spiller til glohedt materiale, og islandske Aron Johannsson, der havde arbejdet flere timer end de fleste i mange måneder for inden var pludselig et angrebshit i Superligaen.

Tipsbladet.dk benytter onsdagens klubskifte til at trække et interview med Aron Johannsson frem fra 21. september 2012, hvor AGF-angriberen fortæller om sine lange måltørre perioder, en opvækst som den klart bedste spiller i sin lille klub på Island og det chok, det var at flytte til Århus, et skifte der næsten kan betegnes som et tilfælde.

 

Læs eller genlæs det store interview med Aron Johannsson:
 

”Men ret beset, så har Aron Johannsson betydet næsten lige så meget for holdets resultater. Hvis man ser bort fra målene, så vil jeg mene, at han rent spillemæssigt har været den bedste af vores angribere indtil videre.”

 

Der var nok en fodboldtilhænger eller ti i Århus og opland, der lige skulle læse citaterne og historien en gang ekstra, da AGF’s cheftræner Peter Sørensen i Århus Stiftstidende 29. september 2011 forsvarede sin islandske angriber Aron Johannssons bidrag i sæsonstarten.

 

Men jo, den var god nok. Peter Graulund og Søren Berg havde scoret seks mål hver, og trods en skade i sæsonoptakten var den nye mand Søren Larsen nået op på fire mål for AGF, der i de sidste dage i september lå på andenpladsen i Superligaen. Men det var Aron Johannsson, Sørensen fremhævede.

 

Mange tilskuere i Århus var ikke enige. Flere og flere piftede af Aron Johannsson for hver brændt målchance, da september blev til oktober og oktober til november, uden at islændingen havde scoret i Superligaen. Der gik i alt 792 spilleminutter, før Johannsson 16 minutter ind i sin 15. Superligakamp scorede på en friløber mod SønderjyskE, der egentlig var ment som en lang befriende bold fra en presset AGF-forsvarer.

 

På det tidspunkt var der gået 112 dage siden Superliga-debuten mod Lyngby, og selvom hårdt arbejde og svære odds allerede havde præget Johannssons ophold i AGF fra første arbejdsdag, var månederne som målløs nok til at få den tidligere så selvsikre og tilfredse islænding til at tvivle på sig selv.

 

”Jeg skal takke Peter Sørensen for at have bevaret troen på mig. Sidste år arbejdede jeg hårdt, jeg skabte chancer, og jeg kom selv frem til chancer. Men jeg scorede ikke. Intet kørte for mig. Jeg brændte, ramte overliggeren, stolperne, og jeg begyndte at frygte for, om det overhovedet ville komme. Jeg kom til at tænke mere over det end hvad godt var,” fortæller Aron Johannsson i dag.

 

At Aron Johannsson overhovedet spiller fodbold i Århus siger noget om, hvor tilfældig verden kan være, når et livsforløb bliver til.

En betydelig procentdel af hver islandsk årgang i gennem årtier taget en videregående uddannelse i enten Skandinavien eller USA. Og det har hjulpet på søgningen til USA, at den amerikanske stat i mange år gav stipendier til islændinge, så de kunne studere gratis i USA, mod at USA fik lov at drive den store militære luftbase i Keflavik uden for hovedstaden Reykjavik.

 

Der var der intet usædvanligt i, at Aron Johannssons forældre gik på University of South Alabama i sydstatsbyen Mobile, da sønnen blev født i 1990, og familien blev boende i USA i tre år, indtil forældrene var færdige med at studere.

 

Hjemme på Island i en forstad til Reykjavik begyndte Aron Johannsson at spille for den lokale klub Fjölnir, og det viste sig, at Aron Johannsson, der har to ældre søskende, var en hel del bedre til at spille fodbold end til at sidde stille i den lokale folkeskole.

 

”Jeg havde dansk i syv år i skolen, men ærlig talt, så forstod jeg ikke et ord, da jeg kom hertil. Jeg var ikke den bedste elev at have i klassen, jeg var i skolen, som jeg var på fodboldbanen. Jeg var ikke altid gode venner med lærerne. Men jeg ville nu også have undervist anderledes. Vi lærte ordenes betydning, men vi lærte ikke at bruge dem i sætninger. Jeg vidste, hvad for eksempel ”værelse” betød, men jeg kunne ikke bruge det aktivt i en sætning. Det kan så godt være, at dem der var i skole hver dag og var mere opmærksomme end mig lærte noget mere,” siger Aron Johannsson, der stadig foretrækker at fortælle på engelsk men forstår og taler dansk.

 

Det store navn i Aron Johannssons årgang var Kolbeinn Sigtorsson, der i dag spiller på det islandske landshold og for Ajax. Sigtorsson var fra en berømt fodboldfamilie og var et indlysende talent, mens Aron Johannsson var lille og gjorde sig bemærket på andre måder end den store Sigtorsson.

 

”Kolbeinn Sigtorsson var den helt store spiller på Island i min aldersgruppe. Han spillede ikke for en af de store klubber, men han var altid den bedste, og man vidste, at han ville nå langt. Jeg var meget lille dengang. Jeg var 150 cm høj indtil jeg var 15 år, og så voksede jeg 15 cm på et år. Jeg var altid den mindste i klassen i skolen. Sigtorsson var stor og stærk, og han scorede nemt fire mål, når han spillede for sin klub (Vikingur). Han har været topscorer i mange af turneringerne, og vi vidste altid, han ville blive stor. Det var hans storebror Andri også, indtil han blev så skadet, at han måtte stoppe med professionel fodbold,” siger Aron Johannsson.

 

”(Kolbeinn) Sigtorsson var den bedste på Island, men i Fjölnir var jeg den bedste. Jeg var altid topscorer, uanset om det var lilleput eller ynglinge-fodbold. Jeg var lille, og jeg var virkelig arrogant,” siger Aron Johannsson.

 

”Jeg skreg altid af mine holdkammerater og kom i skænderier. Jeg har ændret mig meget siden da, jeg er blevet ydmyg. Ikke at jeg ikke er en vinder i dag, men hvis jeg tabte en kamp, græd jeg. Det var det værste, der overhovedet kunne overgå mig. Jeg var en lille irriterende fyr. Jeg har venner i dag og fra gymnasiet, der da jeg mødte dem som barn hadede mig, fordi jeg var så irriterende. Jeg ville altid have bolden, og fik jeg en dårlig aflevering, råbte og skreg jeg af den holdkammerat, der havde spillet mig bolden. Når jeg så lagde en dårlig aflevering, så gav jeg mine holdkammerater skylden,” siger Aron Johannsson.

 

Arrogant er langt fra det første tillægsord, man i dag tænker på, når man møder Aron Johannsson. Han taler afdæmpet og fortæller beredvilligt om Island og en svær start i Århus, og hans agent gennem flere år Magnus Agnar Magnusson tror, at kravene og de langt større navne i AGF har skubbet den unge angriber i en mere konstruktiv retning.

 

”Aron kom fra en lille klub uden de helt store rollemodeller, så han var måske en ung, arrogant dreng, men han vidste ikke bedre dengang. Miljøet betyder meget, og det har været godt i AGF,” siger Magnus Agnar Magnusson.

 

Efter en tur på high school i Florida på samme fodboldakademi, hvor Freddy Adu spillede, fik Aron Johannsson pænt med spilletid på førsteholdet i 2009 i den bedste islandske række, mens han blev en decideret målsluger i 2010, hvor Fjölnir var rykket ned og spillede i 1. division. 

 

I efteråret 2008 var Islands økonomi nedsmeltet, fordi landets banker havde lånt meget voldsomme beløb i blandt andet amerikanske banker og finansieret enorme virksomhedsopkøb for en lille gruppe islandske erhvervsfolk, der efter finanskrakket i realiteten har gældsat flere kommende islandske generationer. Aron Johannssons far havde et mindre firma, der som mange andre islandske virksomheder lukkede i de voldsomme uger i efteråret 2008, og i sommeren 2010 ville faren og Aron Johannsons storesøster flytte til Danmark for at studere.

 

”Min søster og far skulle flytte til Århus. Så sagde Victor Palsson (tidligere AGF-talent, der blev solgt til Liverpool, Red.) til Brian Steen Nielsen, at jeg måske var interesseret i at flytte til Århus med min familie, og så inviterede AGF mig på prøvetræning. Der klarede jeg mig fremragende og fik kontrakt. Både min søster og min far skulle på Handelshøjskolen. Min far havde allerede en handelsuddannelse, men han ville tage en Master (kandidatgrad, Red.), og min søster skulle tage sin uddannelse samme sted. Vi boede alle sammen her i Højbjerg, hvor jeg og min far stadig bor. Verden og skæbnen har været god ved mig,” siger Aron Johannson med et smil.

 

AGF’s cheftræner Peter Sørensen husker, at Aron Johannson forbedrede sig fra træningspas til træningspas i den måneds tid, hvor islændingen var på prøvetræning i sommeren 2010. Til sidst i transfervinduet besluttede AGF sig for at give Johannson en treårig kontrakt, en beslutning de siden skulle blive ekstremt glade for.

 

At Johannson på to år skulle udvikle sig til en angriber med plads på toppen af Superliga-topscorerliste troede hverken klubben eller Johannsson i de første måneder efter skiftet, hvor der var rigtig meget, islændingen skulle lære og vænne sig til.

 

”Jeg var langt fra den bedste. Det var lidt af et chok. Jeg voksede op med 90 procent af mine holdkammerater, og vi var alle rigtig gode venner. Vi havde det altid sjovt til træning, i bund og grund var mit hold alle mine venner. Da jeg kom hertil kendte jeg ingen. Jeg var i bund og grund en nobody i AGF,” siger Aron Johannsson. 

 

”De første træninger var meget svære for mig. Jeg kendte ingen, og jeg indså hurtigt, at jeg langt fra var den bedste. Jeg viste ikke mit bedste spil i de første par måneder, og når jeg kom på banen, var det i tre og fem minutter. ”Måske er jeg ikke så god alligevel,” tænkte jeg. Jeg ved ikke, om jeg end var nummer fire eller fem. Jeg var en lille dråbe i havet i vores trup. Men jeg var også ung, og jeg indså snart, at jeg skulle arbejde helt enormt hårdt for at opnå noget. Vi skulle selvfølgelig også i styrketræningscentret oppe på Island, men jeg var allerede den bedste spiller. Så jeg fjollede altid rundt og trænede ikke for alvor. Jeg havde ikke behov

 for det, jeg var allerede den bedste,” siger Aron Johannsson.

 

To af de ting, islændingen skulle vænne sig til, var at være fuldtidsprofessionel og til at spise ordentligt. Man kan få både pizza, kebabruller, hot dogs og McDonalds-burgere i Reykjavik, og når man som Aron Johannsson egentlig havde fuldtidsbeskæftigelse i at gå på gymnasiet og passe et studiejob, var mad ikke en topprioritet før de tidlige aftentræninger i Fjölnir.

 

”Det er næsten umuligt at spille på fuld tid på Island. Så jeg gik i skole, arbejdede om eftermiddagen, og så trænede jeg om aftenen. Jeg var i skole fra otte til tolv, så arbejdede jeg i en skolefritidsordning fra 13 til 17, og så trænede jeg om aftenen. Det blev nogle lange dage. Men jeg spillede for en lille klub, Fjölnir har ikke ret mange penge. Så jeg skulle tjene nogle penge,” siger Aron Johannsson.

 

”Jeg begyndte også at spise ordentligt i Århus. På Island tænkte jeg aldrig over, hvad jeg puttede i munden, jeg spiste så meget lorte-mad. Jeg skulle jo både træne og arbejde. Jeg kunne ikke nå hjem til aftensmad før træning. Det eneste jeg havde tid til var fastfood, som en Subway-sandwich. Jeg tænkte aldrig over, hvad jeg spiste, men det har jeg lært her. Måske er det også en del af forklaringen på, at jeg har taget på,” siger Aron Johannsson.

 

Det er en af de vigtigste forandringer, Aron Johannsson har gennemgået i AGF. Da han kom fra Island, kunne holdkammeraterne til træning og modstanderne i kampene let skubbe Johannsson væk, men det kan de ikke i dag.

 

”Jeg snød faktisk lidt, da jeg kom til AGF. Jeg vejede 67 kg, men på hjemmesiden stod der 70 kg. Jeg var lidt flov. Altså, måske ikke flov, men jeg var for tynd. Nu vejer jeg 75 kg, og jeg har samme fedtprocent som før. Jeg ved ikke, hvor kiloene har sat sig, for jeg er stadig pænt tynd. Se mine arme og mine ben! Men der er syv-otte ekstra kg et eller andet sted,” siger Aron Johannsson.

 

”Min bror kom også til Århus. Han går op i fitness og vægtløftning oppe på Island, så han besøgte os i halvanden måned. Han tog med mig i styrketræningscentret tre-fire gange om ugen for at jeg kunne få den rigtige træning, og når vi så kom hjem, stod min far klar med sund mad. Jeg er glad for at have sådan en familie,” siger Aron Johannsson.

 

Og så var der det med målene. Dem havde Aron Johannsson aldrig haft større kvaler med at lave, men i AGF kunne Johannsson i lang tid ikke lave dem. Markeringerne og tempoet er af en helt anden kvalitet i Superligaen end på Island, men det var ikke hele forklaringen, mener Aron Johannsson.

 

”Jeg arbejdede hårdt i hver kamp, men i sidste ende fik vi ikke noget ud af det. Jeg vidste, at det ville komme, hvis jeg blev ved med at arbejde i stedet for at give op. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke gav op. At jeg blev ved med min ekstra træning,” siger Aron Johannsson.

 

”I sidste sæson blev Søren Larsen skadet en uge før den første kamp. Der stod valget mellem mig og Sanel Kapidzic. Jeg fik chancen fra start mod Lyngby, og jeg spillede godt, ramte overliggeren to gange og burde have scoret. Men vi vandt, og Peter (Sørensen) kunne se, at jeg fungerede på holdet. Søren Larsen kom tilbage og jeg røg på bænken, men det fik mig bare til at gøre det endnu bedre til træning, hvor jeg hver dag ville være bedre end ham. Og så fik jeg chancen igen. Jeg startede inde, selvom jeg ikke scorede,” siger Aron Johannsson, der ikke på noget tidspunkt for alvor overvejede at tage fra AGF.

 

”Vi vidste, at det ville komme for mig på et tidspunkt. Så i stedet for at sige ’fuck det’ og give op, så blev vi ved med at gøre det samme til træning. Jeg træner stadig ekstra afslutninger med Jesper Sørensen to-tre gange om ugen. Det har hjulpet mig meget, og er måske den vigtigste delforklaring på, at jeg nu laver mål,” siger Aron Johannsson.

”Jeg er helt klart en bedre afslutter i dag, end da jeg kom. Det er ikke så meget, at jeg kan gøre noget bedre i dag teknisk eller fysisk. Men i dag afslutter jeg automatisk, uden at skulle tænke mig om. Hvis jeg kommer i feltet med målmanden ud fra højre side, så sparker jeg fladt til venstre. Jeg ved bare automatisk, hvad jeg skal gøre. Fordi vi gør det igen, igen og igen, uge efter uge, måned efter måned. I stedet for, at jeg skal tænke mig om under en målchance og måske tager for lang tid, så jeg ved jeg nu instinktivt, hvad jeg skal gøre. Før havde jeg måske bedre tid til at tænke mig om. Men ved at opleve situationen igen og igen til træning, så kan jeg udføre det i kamp uden at tænke over det,” siger Aron Johannsson. 

 

Hårdt slid er den usexede men mest korrekte forklaring på, at Aron Johannsson i dag har succes. Johannsson har gjort det, mange fodboldspillere taler om og betydeligt færre af dem rent faktisk gør ved at selvtræne adskillige gange om ugen. Han har gjort det i to år, og han gør det fortsat i dag, hvor han har fået succes med de mange mål i kalenderåret 2012.

 

De mange timer i træningslokalet og i sol, regn og blæst med Jesper Sørensen i selvtræningen betaler sig nu, og Aron Johannsson kan også glæde sig over, at han er del af den første generation af fodboldspillere på Island, der for alvor har fået gavn af kunstgræsbaner på vulkanøen. Island har en håndfuld unge, stærke offensivspillere på Aron Johannssons alder, der spiller i Europas bedre ligaer, og de har alle en væsentlig bedre teknik end det, man i Danmark opfatter som en traditionel, islandsk fodboldspiller med hår mellem tænderne som en Sölvi Ottesen eller Olafur Skulason, der har slidt græsplæner og truet luftrummet i Superligaen gennem de seneste år. 

 

”Den generation, der kommer op nu, og jeg er del af, er den første, der har spillet på kunstgræs. Vi fik nok de første kunstgræsbaner i 2002. Vi får nu spillere op, der er kendt for deres teknik. Islandske fodboldspillere plejede typisk at være store, stærke, hårdtarbejdende tacklere, men nu får vi langt flere tekniske spillere med offensive færdigheder. Vi kan spille mere fodbold, ikke bare myrde modstanderne,” siger Aron Johannsson, der giver den lokale hal i Reykjavik en stor del af æren for, at han bestemt ikke er uvenner med bolden og i dag har et godt sparke med begge fødder.

 

”Vi havde en overdækket hal med en kunstgræsbane, ligesom de har ude i FC Midtjylland (Stadome i Ikast, Red.), bare større og med meget bedre faciliteter. I dag har vi en håndfuld af de haller på Island. Den ligger 100 meter fra, hvor vi boede i Fjölnir, så mine venner og jeg tog altid derhen for at spille. Vores dage var at gå i skole og så tage over i hallen for at spille. Vi måtte tit stikke af eller skændes med pedellen i hallen, fordi vi egentlig ikke måtte være derinde. Så vi tog derover en time før træning for at spille, vi blev en time bagefter, og så sneg vi os nogle gange derind for at spille,” siger Aron Johannsson.

 

Da Johannsson troppede op til interviewet med Tipsbladet dagen efter 3-2 sejren over FC Midtjylland, bandede islændingen sagte over den kæmpechance, han havde sparket over Jonas Lössls mål fra to meters afstand. Johannsson går op i detaljer og i at forbedre sig, også i disse dage og uger, hvor hele den del af Danmark og Island der interesserer sig for fodbold, taler om ham.

 

”De sidste par uger og tre kampe har været, ja et eventyr. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Holdet spiller det bedste fodbold, det har gjort mens jeg har været her. Vi skaber masser af chancer,” siger Aron Johannsson.

 

”Det er underligt at sige, men i går (mandag aften den 17. september, Red), hvor jeg kun scorede to mål, var jeg ikke tilfreds. Sådan bør man jo ikke sige, når man har scoret to mål. Men jeg fik så mange chancer, at to mål ikke var godt nok. Det skal ikke lyde, som om jeg er kæphøj, men jeg burde simpelthen have scoret mere end to gange, som vi spillede mod FC Midtjylland. Jeg havde den der kæmpechance to meter fra mål, og så havde jeg en chance i første halvleg, hvor jeg bare skulle have sparket i stedet for at drible rundt. Men ok, jeg kan ikke score på hver en chance, jeg får. Hvis jeg kan, så spiller jeg nok ikke så længe i denne liga,” siger Aron Johannsson.

 

Det helt store brag var i Horsens-kampen 27. august, hvor Johannsson scorede alle fire mål og i processen scorede det hurtigste hattrick i Superligaens historie. Islændingen fattede overhovedet ikke, at det var gået så stærkt, og i virakken siden da har han forsøgt at tage pauser fra de mange interviews, medier i Danmark og udlandet gerne ville have med ham. Han har været i den store amerikanske avis New York Times, der spekulerede i, om Johannsson kunne overtales til at spille for USA’s landshold, og den tidligere noget selvcentrede angriber går i dag op i ikke at lade sig distrahere af den massive ros, han får overalt, hvor han kommer frem.

 

”Jeg får bolden fra Adam (Eckersley) på kanten, tager en berøring og sparker den op i hjørnet med venstre. Og derefter føles det, som om der var 10-15 minutter mellem mine scoringer. I halvlegen var jeg naturligvis glad for mit hattrick, men der var ikke nogen, der talte om det. Efter kampen var jeg så i tv-interview, og så sagde de tillykke med, at jeg havde scoret det hurtigste hattrick nogensinde. ”What,” svarede jeg. Det havde jeg slet ikke opfattet, det føltes jo som 10-15 minutter, mens jeg løb rundt inde på banen. Selv da jeg scorede det tredje mål strejfede det mig ikke, at det var gået stærkt,” siger Aron Johannsson.

 

”Det har faktisk været ret overvældende i de seneste to-tre uger. Jeg har været meget i medierne, og folk har talt meget om mig. Jeg er glad for det, for man taler om mig på grund af noget, jeg har gjort på banen. Men det har været lidt overvældende og stort for mig. Der har været meget ståhej omkring mig, men det kommer ikke til

 at ændre, hvordan jeg er, og hvad jeg gør,” siger Aron Johannsson.