Viborg har i efteråret haft målmand Patrik Gunnarsson på leje fra Brentford, mens Magnus Kaastrup har været inde i varmen som lejesvend fra AGF.
Nu er begge dog sendt tilbage til deres respektive klubber, og førerholdet i 1. Division regner heller ikke med at se dem tilbage i klubben efter nytår, fortæller Viborgs sportschef, Jesper Fredberg, i Viborg folkeblads podcast Sport i Viborg.
- Vi har været glade og mere end tilfredse med de præstationer, som de har leveret begge to. Det er to unge spillere, som er kommet ind og har vist, at de begge har niveauet til at være med.
Mens man på målmandsposten har spændende Lucas Lund tilbage fra skade, og derfor ikke regner med at brug for en ny målmand, så har man i 19-årige Magnus Kaastrups tilfælde besluttet at sende ham tilbage til AGF, da der er konkurrence nok på hans position.
- Men vi er ikke blinde for, at Magnus har gjort det godt, så det er en spiller, som vi vil holde øje med, siger Jesper Fredberg.
Magnus Kaastrup har bidraget med et mål og to assist i 10 kampe for Viborg, der indtager førstepladsen i 1.Division med 38 point. De har endnu til gode at tabe en kamp i denne sæson.