Viborg FF skulle fredag aften forsøge at holde snor i Vejle Boldklub i toppen af NordicBet Liga-tabellen, da man kom på besøg hos Fremad Amager.
Midtjyderne fik imidlertid ikke den bedste optakt til kampen, for på vej til Sjælland blev holdbussen fanget i en motorvejskø, og det betød, at kampstart måtte udsættes med en halv time.
Om det reelt fik nogen betydning for Viborg-spillernes præstation er ikke til at sige, men det var i hvert fald hjemmeholdet, der lavede opgørets første mål. Et lille kvarter var der spillet, da Reda Rabeï huggede et frispark i nettet.
Læs også:Nye Næstved-ejere har ikke betalt tidligere ejere
Gæsterne kom dog tilbage små ti minutter senere, da Tobias Bech var først over en ripost fra Fremad Amager-keeper Nicklas Dannevang.
Fremad Amager havde siden et par halve chancer, men det stod 1-1 ved pausen.
Som det også havde været tilfældet i første halvleg, skulle der gå et lille kvarter af anden halvleg, før Fremad Amager kom på tavlen. Denne gang var det Kristoffer Munksgaard, som stod for scoringen.
Læs også:Quaye: Tidligere Næstved-ejere skal nok få deres penge
Så måtte Jacob Neestrups tropper på jagt efter en udligning, og udeholdet var bestemt ikke uden chancer.
Men værterne forsvarede sig heriosk i flere situationer, og det lignede længe, at Viborg aldrig skulle få 2-2-scoringen prikket i mål. Efter 87 minutter formåede forsvarsspilleren Lars Kramer dog at heade kuglen i kassen, og så sluttede det med et point til begge mandskaber.
Det betyder, at Viborg fortsat har en teoretisk chance for at rykke op i Superligaen, da man er ni point efter Vejle med tre kampe tilbage.
Fremad Amager ligger omvendt nummer fem i NordicBet Ligaen med 42 point.
Læs også:Vejle er millimeter fra Superligaen efter sejr over Vendsyssel
Læs også:Sousa er tilbage i Vejle: Må ikke spille før næste sæson
Læs også:Medie: To tidligere Superliga-spillere er på blokken i AGF