Mandag aften tog Vejle endnu et skridt mod landets bedste række, da de sendte FC Roskilde hjem med en syngende lussing, i form af en sejr på hele 4-1.
Men på trods af det flotte resultat, de mange mål og et skridt nærmere oprykningen til Superligaen, så var træneren efter kampen ikke tilfreds.
Holdet begik for mange fejl og der var for lidt fokus, mener han:
– Jeg er glad for sejren, men vi spillede dårligt, siger Constantin Gâlcă til Vejle Boldklubs hjemmeside og fortsætter:
- Der var en masse misforståelser, og i alt fald en håndfuld spillere spiller under niveau. Vi har ikke ordentligt fokus og laver for mange fejl. Jeg savner lidt mere respekt over for opgaven, over for fansene. Vi har haft næsten en uges pause siden sidste kamp, så man kunne godt forvente lidt mere energi fra spillerne. Det var spillemæssigt ikke et skridt i den rigtige retning. Arbnor spiller en god kamp – holdet ikke, siger Gâlcă.
Næste opgave i 1.division bliver fredag, når Vejle møder Vendsyssel, og her håber træneren, at energien er en helt anden:
– Vi skal steppe op på fredag i Vendsyssel og vise en stærkere mentalitet. Og så skal vi ikke komme bagud fra start, som vi gjorde i dag, slutter Gâlcă.
Læs også:Dansker sættes i forbindelse med Besiktas: Det klarer min agent
Læs også:Ajax-talentspejdere så nærmere på danske U19-talenter
Læs også:AC Horsens-keeper i topform: Rusten er banket af
Læs også:Talentsatsning skal hjælpe Randers med at tage det næste skridt
Læs også:FCN-profil om FCM: De slår Horsens i ineffektiv spilletid