Selv om Louka Prip måske nyder den tyrkiske sol, så er han ude i kulden i Konyaspor.
Den danske offensivspiller har nemlig blot spillet 63 minutter i denne sæson af Super Lig.
Det er langt fra en holdbar situation for Prip, men hvad tænker danskeren selv om fremtiden?
- Det er ikke sådan, at jeg rigtig gerne vil hjem til Danmark, men jeg synes også, at jeg har fået oplevet en masse ting. Det er for langt tid til at vide, når vi når januar, om jeg vil det ene eller andet. Jeg tager det bare stille og roligt og ser, hvad der sker. Jeg fokuserer på, hvor jeg kan gøre en forskel, siger Konyaspor-danskeren til Tipsbladet.
Louka Prip har tidligere udtalt sig i rosende vendinger om sin fortid i Hvidovre IF, hvor han blev en stor profil. Danskeren indrømmer også, at klubben ihærdigt prøver at få ham hjem.
- Det er lige tidligt nok. Jeg har fået en sød besked af Lassen (Hvidovre-sportschef Peter Lassen, red.) og alle de ting. Vi taler meget sammen, men jeg føler ikke, at det er nu. Jeg er 27, og det er nok lidt for tidligt at vende hjem til Hvidovre.
- Det er klart, at jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg på et eller andet tidspunkt vender jeg hjem. Det ved jeg også, at Lassen ved. Det kan være, at han prøver at speede processen på, men det er ikke endnu, siger Prip med et grin i stemmen.
Prøver han at overtale dig løbende?
- Han prøver ikke bare løbende. Det har han altid sagt, at hvis jeg vil hjem, står døren altid åben. Det er jeg selvfølgelig glad for og alle de ting. Hvidovre er min klub, og jeg skal nok tilbage der en eller anden dag, men hvornår det bliver, ved jeg ikke endnu.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vil betale tilbage
Konyaspor-danskeren var en del af Hvidovre fra sommeren 2013 til januar 2019, og det har haft en enorm betydning for ham.
- Jeg tog dertil efter en hård tid i Brøndby som U16-U17-spiller. Derfra har jeg bygget mig selv op, og da jeg tog til Hvidovre, følte jeg, at jeg udviklede mig som fodboldspiller. Jeg har taget hele ungdomsrækken og op på førsteholdet, og jeg tror, at jeg nåede 100 kampe.
- Nu håber jeg, at det kan blive til 100 mere en dag. Hvidovre vil altid være min klub, fordi da jeg boede i København, var det også i Hvidovre. Det vil jeg gerne betale tilbage en dag, siger Louka Prip til Tipsbladet.
Lige nu har den 27-årige Konyaspor-dansker kontrakt med den tyrkiske klub til sommeren 2025.