I den seneste sæson spillede han for Hobro IK, og i den kommende sæson skal Brandon Onkony spille mod de nordjyske Superliga-nedrykkere.
Den schweiziske forsvarsspiller fortsætter nemlig karrieren på dansk jord, da han er skiftet til FC Helsingør. Han har trænet med i de seneste uger og er nu blevet udstyret med en toårig aftale, meddeler klubben.
FC Helsingør betragter Brandon Onkony som en forstærkning af deres forsvar.
- Han har været på vores liste længe og det vi har set fra ham de sidste par uger, hvor han har trænet med heroppe, har bekræftet os i, at han var den rette mand til vores midterforsvar. Han er stor, fysisk stærk og hurtig, og så er han også god på bolden.
Læs også:Kampprogram offentliggjort: Her er første spillerunde i NordicBet Ligaen
- Han er scoutet til den måde vi gerne vil spille fodbold på, og jeg tror de af vores fans, der har set ham i vores seneste træningskampe, kan bekræfte at han allerede nu ligner en forstærkning, siger Brian Gellert, der er sportslig ansvarlig i FC Helsingør.
Brandon Onkony, der er 22 år, nåede at spille 14 kampe i Hobro IK. Tidligere i karrieren har han spillet i Canada, hvor han har optrådt for Toronto FC’s andethold samt FC Montreal.