Thrane forlod OB i sommer: Har nu skrevet kontrakt med Superliga-bejler
En lang klubjagt er slut for den tidligere OB- og AaB-spiller Mathias Thrane. Han har netop underskrevet en halvandet år lang kontrakt med Nykøbing FC.
Thrane havde ellers været klubløs, siden han forlod OB i sommer. Han var blandt andet til prøvetræning i skotske Dundee United i september, men det kastede ikke en kontrakt af sig. Det gjorde samtalerne med Claus Jensen, der er sportsdirektør i Nykøbing FC, til gengæld.
- Jeg glæder mig meget over, at Mathias Thrane nu er NFC-spiller. Mathias er en rigtig klog, kombinationsstærk og teknisk dygtig spiller med erfaring fra højeste niveau i Danmark. Han passer perfekt ind i vores måde at spille fodbold på, og så har Mathias den ild i øjnene, der skal til for at spille i Nykøbing FC. Med Mathias på plads styrker vi truppen og skærper konkurrencen yderligere, slutter Claus Jensen til klubbens hjemmeside.
25-årige Mathias Thrane har spillet 40 Superliga-kampe og kan se frem til at møde endnu en Superliga-modstander allerede i eftermiddag. Her kan han få sin uofficielle debut for Nykøbing FC, der møder FC Nordsjælland i en testkamp.
I NFC kommer Mathias Thrane direkte ind til et tæt løb i toppen af 1. division. Holdet har 29 point, hvilket er lige så mange som FC Fredericia på tredjepladsen. Ender man på den placering, venter to playoffkampe mod nummer 12 fra Superligaen.