Silkeborg IF fik en skuffende start på 1. division, da de i weekenden tabte til FC Helsingør, men Superliga-nedrykkerne fik rejst sig onsdag aften.
Klubben fra Søhøjlandet tog nemlig en sejr og alle tre point i onsdagens kamp mod Skive.
Til kampen havde Kent Nielsen givet plads til Wessam Abou Ali og Anders Klynge, der er kommet til Silkeborg denne sommer, i startopstillingen, men det var først i anden halvleg, at Silkeborg IF fik hul på bylden og sendt bolden i mål.
Det første mål stod Emil Holten for efter en times spil, hvor han blev spillet fri af Magnus Mattsson og sendte bolden i kassen.
Tyve minutter senere sparkede SIF også det sidste søm i kisten med en scoring til 2-0, som indskiftede Sebastian Jørgensen stod for efter lidt tilfældigheder i nærheden Skives felt.
Med sejren sikrede Silkeborg sig sæsonens første point i 1. division, og de kravler op på sjettepladsen i rækken med tre point efter to kampe. Omvendt er Skive sidst i rækken.
I næste runde skal cheftræner Kent Nielsens mandskab møde Esbjerg fB, der også rykkede ud af Superligaen i den forgangne sæson.