Michael Schjønberg bliver ny cheftræner for Vendsyssel FF. Det oplyser klubben fra den næstbedste danske fodboldrække onsdag på sin hjemmeside.
Han overtager jobbet efter Lasse Stensgaard, som mandag blev opsagt som træner efter en række skuffende resultater, som havde budt på sølle én sejr i holdets seneste 12 kampe.
53-årige Michael Schjønberg spillede i sin aktive karriere for Esbjerg, OB, Hannover 96 og Kaiserslautern.
Han nåede at spille 44 landskampe og score tre mål for Danmark, og han deltog i tre slutrunder. Han stoppede sin aktive karriere i 2001.
Som træner har han blandt andet været i Kaiserslautern, Herfølge, Hannover 96, FC Vestsjælland og Vålerenga.
Desuden har Michael Schjønberg været sportsdirektør i FC Vestsjælland og Kaiserslautern.
Vendsyssel skal søndag på hjemmebane møde Fremad Amager, og det bliver Michael Schjønbergs første opgave som træner for bundholdet.
Vendsyssel ligger næstsidst i 1. Division med 11 point for 15 kampe. Hele ti af kampene er endt med nederlag indtil nu.
/ritzau/