Video : Tipsbladet
1. division

OB-angriber brænder banen af i vild stime

OB's unge angriber Luca Kjerrumgaard har fået en fortrinlig start på tilværelsen i Første Divison og har strikket en pæn scoringsstime sammen.

OB's Luca Kjerrumgaard er startet som lyn og torden i Første Divison. 

Den 21-årige frontløber har lavet fire mål i de første tre kampe i sæsonen, og tæller man slutningen af Superliga-foråret med, ja, så ser bundlinjen ganske fornuftig ud. 

Kjerrumgaard har nemlig scoret otte mål i de sidse otte kampe. 

Og han var da også på pletten i dag, lørdag, da de to nedrykkere i form af OB og Hvidovre tørnede sammen på fynboernes hjemmebane. 

Her scorede han til 1-0 i 15.minut. Han måtte dog lade sig udskifte i midten af anden halvleg efter en skade til baglåret.

Kampe endte 2-0, og OB har dermed også gjort rent bord i indledningen af sæsonen med tre sejre på tre forsøg. 

Fra kampen mod Hvidovre er det også værd at bemærke, at OB's store stjerne Louicius Don Deedson ikke var med i kamptruppen, hvilket unægteligt puster ild til det OB-exit, der lurer i horisonten.

I starten af juli kunne Tipsbladet for eksempel afsløre, at AGF og Lech Poznan var i dialog om at hente den lynhurtige angriber fra Haiti. 

Desuden skulle også Häcken og Rapid Wien være lune på at hente ham.