Han debuterede for AGF som 18-årig i 2013, men nu lægger Marcus Solberg støvlerne på hylden i en alder af blot 25 år. Det meddeler hans seneste klub, Vendsyssel FF.
I den netop overståede sæson spillede Marcus Solberg kun én kamp for Vendsyssel som følge af en skade, mens det i sæsonen forinden heller ikke blev til mange kampe. Det er den samme skade, der har drillet angriberen i de seneste to år.
Læs også:Forlader AaB for Vendsyssel: Jeg ser det ikke som et skridt nedad
Og det er den skade, der nu får ham til at stoppe karrieren, skriver Vendsyssel.
- Det har ikke været nogen nem beslutning, men den har været længe undervejs. Og konklusionen er, at jeg ikke kommer til at spille mere. Det er selvfølgelig enormt hårdt, men der er også et liv efter fodbolden, som jeg glæder mig til at tage hul på, siger Marcus Solberg til Vendsyssels hjemmeside.
Læs også:AaB sælger forsvarsspiller til Vendsyssel FF
Foruden AGF og Vendsyssel FF har Marcus Solberg spillet for Silkeborg IF, islandske Fjölnir og Thisted FC. Han slutter karrieren med 10 mål på 42 kampe i NordicBet Ligaen, mens det i Superligaen blev til 13 kampe uden mål.
Læs også:Sjældent tidligt karrierestop: AaB-spiller stopper som 25-årig