Video : Tipsbladet
1. division

Kent Nielsen tilbage efter corona: Jeg kunne ikke sidde stille

Kent Nielsen har haft en ufrivillig pause fra trænergerningen i Silkeborg IF, og det har ikke været let at sidde udenfor for træneren, der har været ganske meget udfordret på tålmodigheden.

Corona kan ramme alle, og forleden ramte sygdommen også cheftræner Kent Nielsen i Silkeborg IF samt en lang række af klubbens spillere.

De har derfor været ude i to og en halv uge, men nu er truppen samlet igen, og smilene er atter tilbage hos cheftræneren.

Kent Nielsen understreger dog, at det ikke ligefrem har været sjovt eller afslappende med den ufrivillige pause. Også selvom han kunne se holdet vinde over både Vendsyssel og HB Køge:

- Jeg har været stærkt udfordret på tålmodigheden. Det er jo ikke noget, jeg har prøvet mange gange i de her 30-40 år, jeg har været involveret i fodbold, men det har hjulpet at holdet og staben på trods af meget vanskelige forhold har været i stand til at præstere. Det er klasse i en svær situation, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

Kent Nielsen har stor erfaring og har prøvet meget, men trods det fik coronapausen ham til at blive noget så sjældent som nervøs:

- Det er jo ikke fordi, det har været svært at afgive ansvar, men når man er vant til at være involveret, har man også en mulighed for at justere på tingene. Derfor har det været mere nervøst at se kampene, end når man står på sidelinjen. I særdeleshed i den seneste kamp, hvor vi var udfordret i et lige opgør. Dér kunne jeg ikke sidde roligt og se kampen på tv, understreger han.

Silkeborg IF er nummer to i 1. division - Tre point efter topholdet Viborg FF.