Da AGF i det seneste sommer-transfervindue til aller sidst hentede angriberen André Riel I FC Helsingør, måtte oprykker-klubben handle hurtigt for at finde en erstatning.
Det mundede ud i en aftale med Osama Akharraz, der har en fortid som profileret spiller i både Brøndby og AGF og kom til efter en periode i Viborg FF.
Dengang blev der ikke lagt skjul på, at offensiv-spilleren blev betegnet som en spiller, der kunne være til at løfte holdet i forhold til missionen om at overleve i Superligaen.
Sådan skulle det ikke gå.
Han nåede at blive noteret for syv kampe - og kun to gange fuld spilletid. Nul, scoringer, nul assist og nul point blev det til i det kampe, hvor Osama Akharraz var på banen.
Nu siger FC Helsingør farvel og tak og gør det med en selverkendelse af, at indkøbet af Akharraz endte som et flop.
-Det har ikke været godt nok. Det er der ingen grund til at skjule. Kigger man tilbage, så var det et fejlskud, for Osama blev hentet ind for at være en del af startformationen, og det blev han aldrig.
- Vi havde meget kort tid til at beslutte os, da André Riel blev solgt til AGF, så vi fik ikke skabt et ordentligt billede af Osamas tilstand i forhold til at træde ind på vores hold som en afgørende faktor, siger cheftræner Christian Lønstrup til Helsingør Dagblad.
Cheftræneren erkender, satset endte forkert med offensiv-spilleren, der kom til klubben kort tid efter at have overstået en længere skadesperiode, som det så viste sig, at han ikke var kommet godt nok over.
Også angriberen Daniel Stückler skal lede efter en ny arbejdsgiver, da det ikke bliver til en ny aftale i FC Helsingør, der i NordicBet Ligaen atter skal jagte oprykning til en plads i Superligaen.