HB Køge videre i pokalturneringen: Sejrede sikkert mod 2. divisionshold
Foto: Getty Images
1. division

HB Køge videre i pokalturneringen: Sejrede sikkert mod 2. divisionshold

HB Køge havde ingen problemer med at spille sig videre i pokalturneringen onsdag aften.

HB Køge gæstede onsdag aften FA 2000 fra 2. division i den første runde af pokalturneringen, og her kunne 1. divisionsholdet leve op til favoritværdigheden og spille sig videre i turneringen.

Gæsterne vandt nemlig 3-0.

Der skulle gå en halv time af kampen, før HB Køge kunne score kampens første må og bringe sig foran. Målet stod angriberen Effiong Nsungusi Jr. for, da han ved et hjørnespark fik sendt bolden over stregen fra tæt hold med brystkassen.

Blot fem minutter senere var føringen også fordoblet, og igen var det i forbindelse med et hjørnespark, at Effiong Nsungusi Jr scorede.

Ondt blev værre for FA 2000 i starten af anden halvleg, da de fik en mand udvist.

Med ti mand holdt de dog stand i en del tid, før netmaskerne igen blafrede, og det var først ti minutter før tid, at HB Køge scorede kampens sidste mål. Unge Marius Elvius modtog bolden i midten af feltet, hvor han bragede bolden i kassen via træværket.

HB Køge er efter sejren klar til anden runde af pokalturneringen, mens FA 2000 er færdige i turneringen for i år.