Kolding IF smed en lille bombe, da de mandag eftermiddag fyrede cheftræner Anders Jensen på trods af en plads som nummer fire i 1. division efter 17 spillerunder.
Men den placering har altså ikke været nok til, at Anders Jensen kunne beholde cheftrænertjansen, og ifølge sportschef Niki Zimling skyldes det, at der skal forandring til, hvis klubben skal nå sine mål.
Læs også:1. division: Oprykker fyrer træner trods topplacering
- Hvis vi skal opfylde klubbens helt overordnede målsætninger, er forandring påkrævet. Vi har behov for en cheftræner, der i højere grad kan udvikle holdet, spillestilen og den enkelte spiller. Vi savner, at der bliver taget bedre hånd om nytilkomne spillere og talenter ligesom klubbens egne talenter i de kommende år i større grad skal bringes i spil, lød det blandt andet fra Niki Zimling i en pressemeddelelse mandag.
Men den forklaring forstår Anders Jensen ikke. Klubben er godt på vej mod at opnå sine mål for denne sæson, fortæller han i et interview med Jydske Vestkysten.
- Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, at jeg ikke er den rigtige. Jeg fik besked på, at vi skulle overleve for hver en pris, og det synes jeg, at vi er godt på vej mod, fortæller den nu tidligere Kolding IF-cheftræner.
Han erkender i samme interview, at han og klubben har haft nogle udfald på det seneste, men afviser at gå yderligere i detaljer.
Anders Jensen havde været i Kolding IF siden 2016 og var med til at rykke klubben op i 1. division i sidste sæson. Det er endnu uvist, hvem erstatningen bliver.
Læs også:Overraskelsen Kolding holder sig til i toppen med drivvåd sejr