Et vildt comeback skulle til, før Viborg FF fik deres første sejr siden genstarten af NordicBet Ligaen. Viborg FF tog således imod bundeholdet FC Roskilde torsdag aften, hvor de sjællandske gæster fik en forrygende start på kampen og hurtigt var på vej mod at snuppe alle tre point.
Efter 17 minutters spil sendte FC Roskildes Mileta Rajovic i front, da han headede bolden i mål, og knap ti minutter senere var angriberen på spil igen. Et fladt indlæg havnede for fødderne af Mileta Rajovic, der sparkede sit andet mål i kampen i kassen.
Læs også:Overraskelse i 1. division: Topholdet Vejle floppede hjemme
Dermed så det yderst svært ud for Viborg FF, der blot havde hentet ét point i deres to kampe før mødet med FC Roskilde.
Kort før pausen kunne Viborg FF dog juble. Efter et kontraangreb modtog Mads Aaquist bolden på kanten af Roskildes felt, og herfra sparkede han bolden flot i kassen.
Læs også:Vejle Boldklub-profil vil til EM - oprykning skal bane vejen
I anden halvleg fortsatte det med at gå Viborgs vej, og efter en times spil blev der bragt balance i regnskabet af Christian Sivebæk, som sendte bolden i kassen fra tæt hold. Ti minutter senere kom Viborg sågar også på sejrskurs, da Frederik Brandhof scorede sit 10. sæsonmål.
Det blev også til 4-2 til de grønklædte værter, da Mads Aaquist blev dobbelt målscorer kort før tid. Det blev kampens sidste mål.
Viborg FF rykker dermed op på andenpladsen, hvor de nu er syv point efter NordicBet Ligaens førerhold, Vejle Boldklub. FC Roskilde er til gengæld fortsat på sidstepladsen i rækken.
Læs også:Dansk angriber på udlandseventyr: Ser Danmark som et afsluttet kapitel
Læs også:Viborg forstærker sig: Henter kantspiller hos ligakonkurrent