Det lå lige til højrebenet, at Filip Djukic ville forlade Hvidovre IF denne sommer. Alt pegede i den retning: En flot sæson af målmanden selv i Superligaen, kontraktudløb og en nedrykning til Hvidovre IF.
Men den montenegrinske landsholdsbobler havde andre planer.
Mandag kunne Hvidovre nemlig officielt meddele, at Filip Djukic har skrevet under på en ny kontrakt og tager endnu en tørn i klubben.
Det er ikke penge, som det drejer sig om for mig. Jeg vil spille fodbold og være i en klub, som jeg rigtig godt kan lide.
Filip Djukicom at afvise andre tilbud
I et interview med Tipsbladet sætter den 24-årige målmand nu ord på den beslutning.
- Det blev Hvidovre, fordi jeg i sidste ende fulgte min mavefornemmelse. Klubben har været med til at udvikle mig til den målmand, jeg er i dag, og jeg ville gerne give tilbage til alle omkring klubben - også fansene - og det kunne jeg gøre med denne aftale, fortæller Filip Djukic og tilføjer:
- I sidste ende er det mig selv, som har taget valget, men jeg har brugt min far som rådgiver, fordi han 100 procent vil mig det bedste og ikke tænker i kroner og øre. Så har jeg også haft støtte fra kæresten og familien og kan bare mærke, at det var det rigtige for mig. De satte tanker i gang hos mig, og jeg har bare lært fra dengang, jeg skiftede til Fremad Amager, at man først ved, hvor godt man har det et sted, når man ikke er der mere. Mange spillere prøver bare at komme på til en klub på højeste niveau uden at tænke på konsekvenserne, men for mig er der meget mere i det end kun at være i en stor klub. Det skal jeg nok komme en dag med den rigtige timing.
Interesse fra ind- og udland
Netop et skifte til en større klub har været en mulighed denne sommer. I løbet af foråret og sommeren har der været snak om interesse fra flere Superliga-klubber, og målmanden med én landskamp for Montenegro havde godt med muligheder på hånden.
- Det er ikke, fordi jeg vil spille smart og sige, at jeg har afvist den ene og den anden klub, men det er svært at forholde sig til sin fremtid, når der er flere konkrete tilbud, som tilfældet var. Det er første gang, at jeg oplever så stor interesse, så jeg skulle tygge på det hele og mærke efter, og i sidste ende var det vigtigt, at jeg skulle have mig selv med i det og træffe den rigtige beslutning.
- Jeg kunne godt være endt både i en Superliga-klub eller en udenlandsk klub, men denne sæson har vist mig, hvor godt jeg har af at spille kampe, og jeg ville ikke gamble med det ved at sidde på bænken et sted, siger Filip Djukic og tilføjer:
- Det var for stor risiko at tage i forhold til at vente på muligheden, det var ikke tidspunktet for mig. Jeg har overvejet rigtig meget, om jeg skulle tage et skridt op nu, men min mavefornemmelse sagde bare, at Hvidovre er det rigtige at gøre for mig med en etårig aftale.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Det til trods for at pengene måske var større lidt længere væk fra de vante rammer i Hvidovre.
- Der var interesse fra udlandet og også noget længere væk fra Europa, hvor det økonomisk var stort, men det er ikke penge, som det drejer sig om for mig. Jeg vil spille fodbold og være i en klub, som jeg rigtig godt kan lide, og det er vigtigt for mig at have hjertet med, slår målmanden fast.
Har en aftale
Selvom Hvidovre IF og Filip Djukic nu har papir på hinanden i yderligere et år, er der også en givet håndslag på, at et skifte kan blive aktuelt, hvis den rette klub byder sig til.
- Jeg har været i klubben i lang tid, og jeg har interesse i at hjælpe klubben på rette vej. At have Hvidovre som en traditionsklub i fodbolddanmark er vigtigt for mig. Det er et tilvalg, kan man sige. Her kommer jeg til at stå fast og få udviklet mig endnu mere, og så har klubben og jeg aftalt, at hvis der i mellemtiden kommer noget udefra, som jeg ser mig selv i, og som er svært at sige nej til, så sætter vi os ned og snakker om det. Hvidovre vil kun mig det bedste, og jeg har også kun de bedste ønsker for klubben, siger målmanden.
I mellemtiden vil Filip Djukic give sig fuldt ud for at sikre Hvidovre IF succes - og her er målet for næste sæson klokkeklart.
- Jeg havde ikke skrevet under på en ny kontrakt, hvis jeg ikke gik og troede på, at vi kan rykke op igen. Vi har et rigtig godt hold, og hvis vi rammer de tidligere præstationer, så bliver vi igen et tophold, selv om det bliver sindssygt svært. Men vi skal bare tage det en kamp ad gangen og have en 100 procents tro på tingene.
- Klubben er på vej i den rigtige retning, vi har nu smagt på, hvad der skal til for at blive etableret, og der er lavet flere stærke tiltag som at gå fuldtid. Det er fedt at være med til det her eventyr, siger Filip Djukic.
Filip Djukic, 24 år, er en stor profil i Hvidovre, hvor han har været i tre og et halvt år, og succesen på det seneste resulterede også i, at han fik landsholdsdebut for Montenegro i efteråret.