FC Frederica begyndte i dag mandag træningen frem mod den nye sæson i Nordic Bet Ligaen. Klubben leder efter en ny angriber til mandskabet, og derfor var der flere nye ansigter med til den første træning.
En af angriberne, der er med til træningerne, kom fra en noget uvant kant. Træner Jonas Dal og asisstent Morten Dahm Kjærgaard var nemlig på tur i USA, hvor de fandt den 193 centimeter høje angriber Steven Anna.
- Han var til try-out i Atlanta, og vi har både set ham spille og træne. Han er god med hovedet og god til at afslutte, og han scorede i alle de kampe, vi så. Nu skal vi så se, hvordan han fungerer i vores opsætning, siger assistenttræner Morten Dahm Kjærgaard til Fredericia Dagblad.
De har dog også en anden angriber med, der er et noget mere velkendt ansigt. Den 22-årige ivorianske angriber Yao Dieudonne træner nemlig med, efter at hans kontrakt med OB udløb efter denne sæson.
- Han er en ganske anden spiller. Han kan bidrage med noget fart og noget dybde i spillet, så han kan også spille på kanten. Han er en ganske interessant spiller at se an, siger Morten Dahm Kjærgaard.
FC Fredericia spiller første træningskamp den 5. juli, når de møder Hobro IK.