Det summer af liv og glade dage i Hvidovre. Især efter den vigtige 3-0 sejr over Sønderjyske lørdag i NordicBet Ligaen. Tre point, som skubber Vestegnsklubben tættere på oprykning til Superliga.
I øjeblikket har Hvidovre syv point ned til Haderslev-klubben, og der resterer kun fem runder. En af klubbens helt store profiler har været midtbanespilleren Andreas Pyndt, som er udlejet fra Brøndby IF. Hvidovre har lejet ham frem til sommer, hvor hans kontrakt med Brøndby også udløber.
I et interview med Tipsbladet bekræfter 22-årige Pyndt, at han nok ikke vender tilbage til Brøndby.
- Jeg har ikke hørt noget fra Brøndby, så det er ikke rigtig en mulighed.
- Der har vitterligt ikke været nogen kontakt. De ønskede mig held og lykke, da jeg tog afsted, og så har der egentlig ikke været noget siden. Vi mødte dem i preseason i en træningskamp. Der snakkede jeg kort med folk derfra - men bare smalltalk.
Så det er fair at sige, at du ikke fortsætter i Brøndby?
- Ja, det er fair at sige.
Midtbaneprofilen lægger ikke skjul på, at han undrer sig lidt over, at der slet ingen kontakt har været.
- En eller anden form for kontakt havde jeg forestillet mig, der ville være, men de har valgt at gøre det sådan. Det tager jeg ikke så tungt. Der en sjov verden - fodboldverdenen.
Hvidovre-fansene kan dog glæde sig over, at Pyndt og klubben forhandler om en ny aftale.
Brøndby-lejesvenden bekræfter, at han taler med sportschef Peter Lassen, og at det går i den rigtige retning. Og så har tiden i Hvidovre også været god, lyder det
- Jeg har været utrolig glad for min tid i Hvidovre, og det er helt klart en oplagt mulighed at fortsætte. Jeg kan rigtig godt lide stedet, folk og trænerstaben.
Pyndt fortæller endvidere, at han har hørt om interesse fra andre klubber, men der har ikke været noget konkret.