Ejerne i Vendsyssel FF skød i sidste måned knap fem millioner kroner ind i det underskudsramte selskab bag klubben, og de er klar til at lægge flere penge, slår næstformand og direktør Jacob Andersen fast over for Nordjyske.
Det seneste regnskab viser 6,1 millioner kroner i minus. Det kommer på bagkant af en årrække med underskud, og samlet set har klubben mistet over 17 millioner kroner i de fem seneste regnskaber.
Læs også:Vendsyssel fik tiltrængt point mod FC Fredericia
Forklaringen på det seneste underskud er ifølge Andersen dels manglende indtægter på grund af coronapandemien, dels en dårligere sportslig placering end budgetteret. Vendsyssel havde planlagt med at slutte i top 3 i 1. division, men endte på syvendepladsen.
For at dække underskuddet har ejerkredsen tilført 4,7 millioner kroner til klubkassen. Jacob Andersen og co. er dog klar til at lægge flere penge, hvis holdet igen i denne sæson misser den sportslige målsætning.
Læs også:Aarhus Fremad bankede Vendsyssel FF i pokalen
- Hvis det ikke lykkes at komme i top 6, må vi jo skrive en check igen. Nu er sæsonen ikke slut endnu, men vi må bare sige, at det har været svært at være trænere med de forudsætninger, vi har haft. Vi har været hårdt ramt af skader hos vigtige spillere, så det har ikke været nemme forudsætninger for Lasse og David, siger Andersen til Nordjyske.
Lasse og David er cheftræner og assistenttræner Stensgaard og Olsen. De har dog et stykke arbejde foran sig, hvis holdet skal nå målsætningen om top 6. Vendsyssel har nemlig fået en dårlig start på sæsonen og har aktuelt syv point op.
Jacob Andersen overdrog i september aktiemajoriteten i Vendsyssel FF ApS til schweiziske Core Sports Capital. Han er dog stadig medejer, næstformand i bestyrelsen og midlertidig administrerende direktør.
Læs også:Officielt: Vendsyssel henter to kantspillere
Læs også:Officielt: Vendsyssel henter tårnhøj canadier