Esbjerg fB er tilbage i 1. division efter to sæsoner i Superligaen, og her tager de hul på sæsonen, når de lørdag møder Skive.
Når den kamp fløjtes i gang, sætter Superliga-nedrykkerne også gang i jagten på at vende direkte tilbage til Danmarks bedste række. Det er nemlig det altoverskyggende mål i Esbjerg, understreger cheftræner Olafur Kristjansson.
Læs også:Jakob Ankersen: Hvis ikke for corona, var jeg nok ikke i EfB
- Det er ingen hemmelighed, hvad opgaven for sæsonen er. Vi skal tilbage i 3F Superligaen, og den mission er alle i klubben klar over. Det er det, vi arbejder ud fra hver dag på træningsbanen velvidende, at det bestemt ikke kommer af sig selv, men kræver fokus og hårdt arbejde kamp efter kamp.
- For os handler det om at anerkende situationen og acceptere, at vi er en del af 1. division. Mentalt skal vi være parate til en hård sæson, hvor det handler om fokus, som jeg har nævnt tidligere, siger han til klubbens hjemmeside.
Til opgøret er Esbjerg fB på papiret favoritter, og den rolle er cheftræneren heller ikke bleg for at påtage sig.
- Det er vi. Vi er favoritter, og det vil vi være flere gange i løbet af sæsonen, hvilket er noget, vi skal kunne håndtere. Det handler om at vise autoritet i duellerne og kvalitet gennem alle 90 minutter og om aldrig at give op, når vi møder modgang, siger Olafur Kristjansson.
Esbjerg fB er også en af favoritterne til at sikre en af de to oprykningspladser i 1. division, men der bliver hård kamp om pladserne. Superliga-nedrykkerne Silkeborg IF og Hobro IK jagter også et hurtigt comeback til Danmark bedste række, mens også blandt andre Viborg FF har store ambitioner.
Læs også:EfB har fået sværere ved at tiltrække spillere: Nogle afventer Superliga-bud