FC Helsingør rykkede i sommer ud af Superligaen, og lørdag kan det igen blive til en nedrykning for klubben, der aktuelt ligger under nedrykningsstregen og med tre point op til Hvidovre. Helsingør skal altså vinde hjemme over Lyngby, mens Hvidovre samtidig skal tabe ude mod FC Fredericia.
Det har dog ikke kun været spillet, der har fyldt, for også meldingen om direktør Janus Kyhls kommende stop har fået spalteplads.
Foråret blev brugt på at få en ny ejer ind i form af amerikanske Jordan Gardner, og Janus Kyhl indikerer nu, at uenighed med Gardner har fået parterne til at gå hver til sit fra 1. september.
Han forklarer sit farvel således.
- Det er jeg blevet enig med de amerikanske ejere om. Detaljerne er noget, som er mellem parterne, men det handler om, hvordan vi ser på tingene. Der er nye ejere i klubben, og derfor er der også nye tanker. Sådan er det, og det vidste jeg godt, da jeg valgte at stå på mål for, at vi fik amerikanerne ind i klubben, siger Janus Kyhl til Helsingør Dagblad.
Janus Kyhl har været i fodboldklubben siden 2012 og har været direktør siden 2015.
Udover arbejdet som direktør er han valgt ind i byrådet i Helsingør for De Konservative.