Video : Tipsbladet
1. division

Dansk klub havde spioner til guldkamp

Hillerød ser ud til at fortsætte flirten med Færøerne.

Vikingur sikrede sig i weekenden mesterskabet på Færøerne med et enkelt point på udebane mod HB Torshavn, og repræsentanter fra NordicBet Liga-klubben Hillerød var på plads i den færørske hovedstad til guldkampen.

Bolt.fo bringer således et billede, hvor man kan se Hillerøds cheftræner Christian Lønstrup flankeret af klubbens direktør Jackie Rasmussen på tribunen under kampen.

Hillerød-folkene var naturligvis taget til Færøerne for at scoute.

Christian Lønstrup fortæller til det færørske medie, at det primært er de to Vikingur-spillere Jørgen Nielsen, 20, og Poul Kallsberg, 21, der fatter Hillerøds interesse. Han nævner også danske Mathias Voss fra HB Torshavn.

Agenten Thomas Juul Thomsen sad på tribunen sammen med Lønstrup og Rasmussen, og han repræsenterer både Jørgen Nielsen og Poul Kallsberg.

Angriberen Jørgen Nielsen har i denne sæson scoret syv mål i 15 ligakampe for Vikingur, mens Poul Kallsberg har scoret 11 mål og lavet 10 assists i 21 kampe - søndag scorede han et enkelt mål foran Hillerød-delegationen. Han har kontraktudløb ved udgangen af oktober, og Hillerød kan dermed hente ham kvit og frit.

Hillerøds interesse for Færøerne er formentlig i høj grad et udtryk for, at Adrian Justinussen har været en kæmpe succes i NordicBet Liga-klubben. Offensivspilleren har scoret 16 mål i 28 optrædener for klubben.