Esbjerg og Jammerbugt rundede lørdag sæson af med at møde hinanden, og her dukkede det spøjse op, at Jammerbugt trods karantæne til Ismael Sidibe alligevel havde ham med til kampen.
Det er nu noget, som Esbjerg går videre med, og det vil blive indberettet. Det oplyser EfB's kommunikations- og marketingansvarlig Kenni Poulsen overfor Tipsbladet.
Kampen endte 2-2, og det var ved 1-1-målet omtalte Sidibe , der havde næstsidste berøring på, inden bolden gik i nettet, og derfor havde han en vis påvirkning på resultatet af kampen.
Sidibe havde 52 karantæne-point forud for kampen, og på DBU's hjemmeside står han også på listen over de spillere, som havde karantæne, og at det var en, som skulle afsones lørdag 28. maj.
Om det bliver til tre point i stedet for det ene til Esbjeg vil ikke redde dem fra nedrykning, da der i forvejen ville være fem point op til overlevelse.
Det er desuden ikke første gang, at Jammerbugt er kommet i et uheldigt lys i den seneste tid. Tidligere på denne måned var der meldinger om, at nogle af spillerne ikke havde fået løn.
Derudover har der også været klaget over manglende betalinger til samarbejdspartnere, som har stået for mad, transport og værelser til klubbens personale.
Det store pengekaos i Jammerbugt er også noget, som er blevet omtalt tidligere. Læs mere om det her.