Nul point og en målscore på 4-21.
HB Køge har fået en rædselsfuld start på sæsonen i NordicBet Ligaen, og holdet er lige nu sidst.
Når man står i lort til halsen, skal man ikke kigge nedad, men fremad,
Auri SkarbaliusHB Køge-sportsdirektør
Tipsbladet har talt med sportsdirektør Auri Skarbalius om holdets krise.
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og vi er skuffede. Som altid på holdet analyserer vi tingene, og vi kalder det konstruktiv kritik. Vi kan konkludere, at det ikke er godt med resultaterne, og så kan vi gå videre til præstationerne. Præstationerne er, hvor mange muligheder vi har for at score, om vi kommer forbi vores første pres, eller hvordan chancerne opstår.
- Der kan vi tydeligt se, at vi er dårlige til at skabe chancer og giver for mange chancer væk. Vi arbejder på at forbedre det.
- Vi vil gerne spille fodbold. Det er vores DNA, og det skaber spillerne. Vi vil ikke lave kick and rush. Det gør, at fejlraten vil være større, og det kan gøre ondt, siger Auri Skarbalius til Tipsbladet.
Men er det ikke bekymrende, at HB Køge står noteret for nul point?
- Ja, vi er hele tiden bekymret over alt. Vi er skuffede, og ud af de syv kampe er der tre en halv kampe, som vi har tabt fortjent, og så er der andre kampe, der har været mere lige, og så er det tippet den anden vej.
- Vi har også et bundholds syndrom, hvor man rammer stolpe ud, og modstanderne rammer stolpe ind. Det skal være små skridt i alt det, som man laver. Alle skal løbe retur og hjælpe hinanden, når man taber bolden.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ingen trænerfyring på vej
På trods af holdets dårlige start skal Nicklas Pedersen ikke frygte for sit job, da Tipsbladet spørger sportsdirektøren.
- Så længe jeg kan se, at processerne er rigtige i dagligdagen, folk gør sig umage, og omklædningsrummet fungerer, så er vi de rigtige folk, og det har vi nu. Vi skal finpudse nogle ting, og jeg er tilfreds med det arbejde, som bliver lavet.
- Vi vidste, at det ville blive svært. Vi har fem langtidsskader, og vi har mistet to spillere, som vi gerne ville beholde. Så vi må få nogle nye spillere, og det tager tid med relationer. Det er ikke på rygraden endnu, så det er en kombination af mange ting, der har gjort, at vi ikke har præsteret endnu.
Nu venter der hårdt arbejde for HB Køge. Skarbalius kalder det rugbrødsarbejde, men sportsdirektøren har bestemt ikke tabt modet.
- Det er vigtigt, at vi ikke tænker på den store konsekvens. Når man står i lort til halsen, skal man ikke kigge nedad, men fremad. Der har vi et udtryk, der hedder ‘next action’. Vi skal lære af det, siger den tidligere Brøndby-profil til Tipsbladet.
Nicklas Pedersen overtog for Daniel Agger i sommeren 2023.
Næste opgør for HB Køge er mod FC Fredericia søndag 1. september.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.