Daniel Norouzi: Iran tur-retur

Bragt i Tipsbladet 28. oktober

Fodboldkampe i regnvejr på Vejle Stadion, der omringes af Nørreskoven kunne ikke have føltes meget længere væk for dansk-iranske Daniel Norouzi, da han en juli-nat ankom til træningslejren hos sin nye klub Sepahan og skulle træne med dagen efter.

Men det var ikke desto mindre virkeligheden for den 24-årige tidligere Brøndby-spiller, der havde sagt ja til at udskifte ofte regnvåde Danmark og Vejle med varmen i Iran og Sepahan, som befinder sig i millionbyen af samme navn midt inde i Iran. Træningslejren var henlagt til de iranske bjerge to timer fra Sepahan, og Daniel Norouzi kunne straks mærke, at der var langt fra den danske sommertemperatur på 20-25 grader til de 40-45 grader i Iran.

”Det var varmt. Virkelig varmt. Jeg vidste godt, at det ville være varmt, men det kom bag på mig alligevel. Første dag vi trænede, var jeg ved at falde om, så varmt det var. Vi var oppe i bjergene, og jeg havde ikke lige trænet og skulle i gang igen. Jeg var så dårlig,” siger Daniel Norouzi, da Tipsbladet møder ham tilbage i mere vante rammer i København.

Blot seks uger efter ankomsten til de varme, iranske bjerge var Norouzi hjemme i Danmark igen. To uger senere var han tilbage i 1.division hos Næstved, og han scorede sit første mål i 1. Division, da Næstved besejrede FC Helsingør med 5-1 i søndags. Men på de seks uger nåede Daniel Norouzi at opleve et land og en fodboldkultur, som de færreste andre danske fodboldspillere møder.

Skiftet længe undervejs
Spillet Football Manager har udviklet sig fra at være underholdning til at have en så omfattende database, at Premier League-klubberne i 2014 indgik en aftale med spillets udvikler om at bruge databasen. Men det var først niende gang, Daniel Norouzi var med, at databasen havde fået rettet Norouzis sekundære nationalitet til at være iransk i stedet for tunesisk. Så hvordan kommer man på radaren for klubber i et land med knap 78 millioner indbyggere, hvor ligaen maksimalt tillader fire udlændinge på banen af gangen?

”Jeg tror, at de iranske agenter gør meget i det opsøgende arbejde for at tjene gode penge ved at finde spillere og så gøre det attraktivt for disse spillere at komme til en klub i Iran med henblik på at komme på landsholdet senere hen.”

Selv hørte Daniel Norouzi fra Iran for første gang i januar måned, da hans danske agent blev kontaktet af en iransk. På daværende tidspunkt havde Norouzi et halvt år tilbage af kontrakten med Vejle, hvor han havde været, siden han ankom fra Brøndby i 2013, og han stod foran et forår, hvor Vejle skulle kæmpe med om oprykningen til Superligaen. Dengang var det ikke Sepahan, der henvendte sig, men hovedstadsklubben Esteghlal. Handlen blev dog ikke til noget, da iranerne ikke var interesserede i at møde Vejles krav. Interessen fra Iran ville Daniel Norouzi til at starte med heller ikke bruge for meget tid på.

”Det lød selvfølgelig fedt, men man skal tage meget af det med et gran salt, for tit bliver det ikke til noget. Sådan er det som regel, og derfor tog jeg det meget afslappet og sagde til Kleber Sarenpää og sportsdirektør Steen Thychosen, at hvis det blev til noget, ville jeg forholde mig til det, men mentalt var jeg til stede i Vejle og ønskede at hjælpe til der.”
Men interessen fra Iran var ikke forsvundet. Da 1. Division havde nået sin afslutning, var der skuffelse i Vejle over ikke at være rykket op. En masse spillere, inklusive Daniel Norouzi, havde kontraktudløb den 30. juni og blev sat i venteposition, mens Vejle forhandlede med en ny investor. I løbet af den periode havde Sepahan allerede meldt sig interesseret, og da iranerne ikke kunne vente længere, endte Norouzi med at skrive under med Sepahan, før Vejle nåede at tilbyde ham en ny kontrakt. Norouzi mente selv, at det var det rette tidspunkt.

”Steen Thychosen kunne godt forstå, at jeg var nødt til at komme videre. Det blev naturligt, da der skete nye ting i Vejle, men hvis klubben havde været interesseret i mig, havde jeg nok overvejet at blive, for jeg havde været glad i de tre år, og jeg kunne se mig selv fortsætte, men der kom et andet tilbud, som jeg valgte at gå med.”
Ikke populært skifte

Daniel Norouzi er barn af iranske forældre, mens han selv er født og opvokset i Danmark. Han taler godt persisk, og han har holdt en smule øje med iranske stjerner som Ali Daei og Mehdi Mahdavikia, der begge har været profiler i Bundesligaen, men ud over besøg fra familien og to rejser til Iran har landet ikke fyldt så meget i hans opvækst.

”Iran spillede i Parken [0-0 i 1999], og den var jeg inde at se, men ellers har det ikke fyldt det store. Jeg ved ikke om jeg føler mig mest dansk, men jeg føler mig meget dansk, da jeg er vokset op her, så er det klart, at jeg ser de ting, der sker her først og fremmest. Det er svært at følge med i, hvad der sker i Iran, og det har jeg ikke gjort så meget, udover da de var med ved VM.”

Da han luftede tanken om at skifte til en iransk klub, var reaktionen ikke den mest positive fra familien.

”Mine forældre boede der de første 20-21 år af deres liv, så da jeg fortalte dem om det, var de ikke så begejstrede, fordi de ved, at den måde, jeg er som menneske, ville blive begrænset af at være Iran. Kæresten var heller ikke helt glad.”

Det var dog ikke kun de nærmeste, der ikke syntes, at det var en god idé.

”Jeg snakkede også med Spillerforeningen, og de frarådede mig at tage af sted. Det var rart, for det er deres job som fagforening at se, når noget ikke er helt i orden.”
Selv var han ikke så bekymret ved udsigten over at skulle flytte til et land, der adskiller sig meget fra Danmark.

”Jeg var da en lille smule bekymret, men alligevel ikke, for jeg havde gjort op med mig selv, inden jeg tog afsted, hvad der kunne komme til at ske, så det ikke ville komme som et chok for mig, og jeg ikke ville ringe grædende hjem efter to dage og sige, at det hele var noget værre noget. Jeg var rimelig klar, og jeg var indstillet på, at det kunne blive hårdt.”
Da Daniel Norouzi så besluttede sig for at tage af sted, var opbakningen dog utvetydig.

”Som fodboldspiller er man et sted den ene dag, og den anden dag er man et andet sted, og det er de indstillede på at være med til. En ting er selvfølgelig, at man gerne vil bekræftes i, at de ting man gør er rigtige for familie og venner, men det er mig, der tager beslutningen i sidste ende. Jeg sagde ’jeg gør det’, og så bakkede alle op.”
”Jeg fortalte de nærmeste, hvordan landet lå. Jeg sagde, at hvis det var skidt, så ville jeg komme hjem, og hvis det blev godt, så havde jeg taget et rigtig godt valg. Jeg trænede med i Vejle i den første uge af opstarten, fordi jeg havde stadig ting der skulle ordnes, før jeg skulle afsted. Jeg så meget frem til at komme afsted og i gang, for jeg vidste, at de var i gang i Sepahan allerede.”

Drømmen om landsholdet
Daniel Norouzi havde en klar plan for sit ophold i Iran. Tidligere har han optrådt på det danske U/21-landshold, men når man spiller i 1.division som 24-årig, er A-landsholdet langt væk. Derfor så han et skifte til Persian Gulf Pro League som en vej til det iranske A-landshold, der trænes af den tidligere Real Madrid-træner og Manchester United-assistent Carlos Quieroz og er placeret som nummer 27 på FIFA’s seneste verdensrangliste.

”Behovet for at komme til en iransk klub havde jeg ikke, men det var den måde, at jeg kunne nå landsholdet. Det var meget klart for mig fra starten, at det var sådan det var. Det handlede om landsholdet.”

Da han så kom afsted og havde overstået den første træning, mærkede han hurtigt, at der var stor forskel på at træne i Danmark og i Iran.

”Vi trænede maksimalt en time og et kvarter, og det syntes mange af de andre spillere var hårdt, men jeg er jo vant til nogle gange at træne mere end to timer i opstartsperioden. Holdets analytiker havde mange kasketter på, men han styrede også pulsmålinger og kom rundt med papirer fra 1 til 10 og spurgte, hvor hårdt, vi syntes, at det havde været. En af de dage, hvor iranerne syntes, at det var rigtig hårdt, og de sagde otte eller ni, sagde jeg to eller tre. Så spurgte de, hvad i alverden jeg snakkede om, og jeg svarede så, at de ikke havde prøvet at træne hårdt, hvis de mente, at det var hårdt. En del af træningen var hård, men resten var stille og roligt. Iranerne er meget magelige og kan godt lide, at det ikke er for hårdt, mens vi i Danmark og Norden generelt godt kan lide, at vi får sved på panden og jord under støvlerne.”

Niveauet hos Sepahan svarede ifølge Daniel Norouzi til bunden af Superligaen samt toppen af 1.division, hvilket mange af iranerne havde svært ved at tro på. Men de største forskelle var nærmere måden, der blev spillet fodbold på.

”De spiller meget kontrafodbold. Meget frem og tilbage. Det var ikke organiseret, som vi er vant til i Danmark. At få styr på organisationen var en af de ting, jeg følte, at jeg også kunne bidrage med, så det hele ikke bare blev indianerfodbold. Jeg forestiller mig, at det var spændende at se for tilskuere, men som spiller er det hårdt at skulle løbe fra den ene ende til anden hele tiden.”

Også i forhold til tilskuerne skulle Daniel Norouzi vænne sig til nogle helt andre omgivelser, end Danmark havde at byde på. I Iran er det kun mændene, der må gå til fodbold, mens der var stor forskel på Vejle Stadion med plads til 10.000 i forhold til Sepahans kommende hjemmebane, Naghsh-e-Jahan Stadium, der har en kapacitet på 75.000 tilskuere. Ifølge Norouzi bruger iranerne fodbolden som et frirum.

”Det er en af de måder, at iranerne kan nyde frihed, og når man kommer kørende på motorvejen, kan man se tre mand på en motorcykel uden hjelme køre med 120 kilometer i timen bare for at komme til fodbold, mens halstørklæderne blafrer i vinden. De er meget fanatiske og går meget op i det.”

Med sin opvækst i Danmark, er han også opvokset under andre vilkår end sine iranske holdkammerater. Det kunne han godt mærke, da han tilsluttede sig holdet.

”Holdkammeraterne havde hørt, at der kom en fyr fra udlandet, men da jeg så præsenterede mig selv den første morgen og snakkede persisk, blev det let at snakke med folk. Det havde nok ikke været så let ellers, for de er ikke så gode til engelsk. Der er mange unge, og dem på min alder kom hen på mig og spurgte om, hvad der var normalt for unge mennesker i Danmark. Om man dansede med pigerne, og jeg svarede, at det gør man, eller at man går på en bar og drikker nogle øl, og så kan der jo ske det meste derfra. De var meget oppe at køre over ting, der jo er almindelige i Danmark. Der var mange ting, som de var interesserede i, så jeg kom meget hurtigt ind på holdet. Det var meget rart, selvom det måske var lidt let.”

Stilstand på hotel
Efter træningslejren blev Daniel Norouzi og et par brasilianske holdkammerater indlogeret på et hotel inde i byen. Her boede Norouzi hele sit ophold og fordrev primært tiden med at tale med kæresten og familien derhjemme, mens han ventede på, at det hele skulle gå i orden, så han kunne komme videre og finde en lejlighed. Så langt nåede han dog aldrig, og han endte med at bo på selvsamme hotel, indtil han vendte hjem.

”Det var okay. Der var tre måltider om dagen, og jeg fik vasket mit tøj og havde en dobbeltseng. Men man bliver skør kun at have et værelse at boltre sig på, og da det var så varmt, var det slet ikke til at holde ud at være udenfor om dagen.”

Før afrejsen havde det vigtigste punkt i forhandlingerne været, at han ikke skulle i militæret i to år, som det er obligatorisk for alle med iransk pas. Daniel Norouzi trak frinummer i Danmark, og han var blevet orienteret om, at det hele nok skulle gå i orden, hvis han fik oversat det dokument til persisk.

”Vi regnede med, at da far kom til Iran med dokumenterne, hvilket han gjorde efter omkring to uger, ville jeg kunne gå fri. Det viste sig så, at det langtfra var godt nok, og vi blev sendt rundt mellem forskellige instanser. Jeg kunne godt se, at det ville blive svært, men det var ude af mine hænder, så jeg fokuserede på træningen og på ikke at lade mig gå på af det. Klubben var også utålmodig og begyndte at tro, at det var min skyld, at det ikke gik i orden, og at jeg ikke havde gjort mit hjemmearbejde godt nok. Jeg blev frustreret, og det gjorde klubben også, og da så kom frem i medierne, blev det meget svært.”

Netop medieopmærksomheden omkring Daniel Norouzis person var anderledes, end han var vant til.

”Der var mange journalister, som jeg ikke havde givet mit nummer, men som havde fået det på andre måder og ringede. Før den første kamp var der mange, der ringede og spurgte, hvorfor jeg ikke var i truppen.”

”Min iranske familie blev ved med at sende mig artikler på nærmest daglig basis, hvor der blev skrevet et eller andet om mig.”

Man plejer at sige, at en ulykke sjældent kommer alene, og det var også tilfældet for Daniel Norouzis iranske ophold. Mens der blev kæmpet for at få dokumentationen omkring militæret i orden, kom han også slemt til skade i træningslokalet, da han i forbindelse med en bevægelsesøvelse holdt en elastik, der var bundet rundt om en holdkammerat. Elastikken sprang, da holdkammeraten bevægede sig for langt væk, og for enden af elastikken sad et metalstykke, der røg direkte tilbage i Norouzis ansigt, hvor det flækkede hans læbe og smadrede fem tænder.

”Det var rimelig hårdt, men hvis det havde været 5-10 centimeter længere oppe, havde det været øjnene, og så havde det straks været værre. I forhold til hvad der kunne være sket, så var det jo nok meget fint, at det skete på den måde, men det var selvfølgelig ærgerligt.”

”Det er jo bare typisk, at det skal gå galt på mere end én måde. Det var et uheld, men det var bare frustrerende, at jeg skulle trækkes med det. Det var der dog ikke så meget at gøre ved.”

Han er stadig i gang med at få ordnet tænderne, og han fik læben syet sammen på hospitalet og måtte holde et par dages pause, men hans videre karriere i Iran hang i en tynd tråd. Den afhang af, om han kunne komme til at spille for den militærejede klub Tractor Sazi. Den tid, som iranerne spiller for den klub, får de fjernet fra deres samlede værnepligt.

”Jeg ved ikke, om jeg skulle skrive under med Sepahan og blive lejet ud, eller om jeg skulle skrive under med Sepahan senere hen, og så spille for den anden klub indtil da. Min agent spurgte, om han skulle ringe til dem, hvilket jeg sagde, at han sagtens kunne, men jeg var ikke så vild med idéen selv. For det første får de ikke så meget i løn. Det er vist lønnen i sig selv, at man får nedsat sin tid i militæret. Vilkårene skulle heller ikke være så gode, og den by, man skulle være i, lå langt væk. Det var ikke det, jeg havde sagt ja til. Det virkede som en desperat løsning, men jeg gav agenten lov til at afsøge muligheden. Jeg var dog mentalt på vej hjem til Danmark på det tidspunkt, og jeg tænkte, at jeg skulle hjem hurtigst muligt, hvis jeg skulle nå at finde en klub i Danmark.”

Det løb ud i sandet med Tractor Sazi, og så vendte Daniel Norouzi hjem til Danmark, hvor Næstved tilbød ham en kontrakt to uger efter hjemkomst. Han er glad for at være tæt på venner og familie igen, men han ville gerne have haft, at det var lykkedes for ham i Iran.

”Det ærgrer mig. Det er ikke noget, jeg går og tænker over til dagligt længere, men når jeg nu sidder og taler om det, så ærgrer det mig. Der var ikke så meget, jeg kunne have gjort anderledes, og så er det egentlig fint nok, at det endte ud som det gjorde.”

Han bebrejder ikke nogen for, at det ikke lykkedes, men han føler, at Sepahan kunne have gjort mere for at hjælpe ham.

”Det var selvfølgelig omstændighederne, der gjorde det, men klubben kunne også have gjort lidt mere. Da jeg skulle underskrive kontrakten efter træningslejren, kom jeg så op og mødte klubbens præsident og klubbens vicepræsident, og de sagde, at militærtjenesten ikke blev noget problem, og at klubben nok skulle hjælpe. Så var tonen ligesom lagt. Senere hen sagde de, at de ikke kunne hjælpe. Jeg tror, at de tænkte for meget på klubbens omdømme, efter det kom frem i medierne, at jeg ikke kunne spille, fordi jeg skulle i militæret. Man kunne måske have lavet en handel med politikerne, men så havde det jo så også rejst spørgsmål, og jeg tror, at det var det, der holdt klubben tilbage. Jeg bebrejder ikke nogen som sådan. Klubben kunne have gjort mere, men min far og familie gjorde, hvad de kunne.”

Selvom han er tilbage i Danmark og befinder sig i en klub, der meget langt væk fra iransk opmærksomhed, så har han ikke opgivet tanken om at spille for det iranske landshold senere hen.

”Det handler om, de iranske klubber tør prøve mig af igen, efter det der skete. Jeg vil være åben for det, og jeg tror ikke, at jeg er færdig med at afsøge muligheden, hvad angår det iranske landshold, men hver ting til sin tid. Nu er jeg her, og hvis der skulle komme noget fra Iran til vinter eller sommer, så må jeg forholde mig til det.”

”Jeg har stadig kontakten til den iranske agent. Kontrakten i Næstved er også bygget op på sådan en måde, at hvis der skulle komme en klub fra Iran, Superligaen, Norge eller Sverige, så ville jeg også kunne komme ud af kontrakten.”

For på trods af hedeslag, ødelagte tænder og en truende militærtjeneste, lever drømmen om det iranske landshold stadig for Daniel Norouzi.