2. divisionsklubben Næstved Boldklub blev i løbet af december solgt af tyske Fabian Ernst og ghanesiske Alexander Quaye til en lokal ejerkreds, og det kommer sandsynligvis også til at få indflydelse på en håndfuld spilleres fremtid i klubben.
Læs også:Udenlandske ejere har solgt dansk klub: Lokale ildsjæle overtager
Således har den nu tidligere medejer Alexander Quaye haft en markant indflydelse på flere af klubbens ghanesiske og brasilianske tilgange, og mange af de spillere vil klubben nu af med. Der er ifølge Sjællandske tale om samtlige ghanesere, Hugo Passega fra Burkina Faso samt brasilianske Edson Aquino, Mateus da Costa og Victor Jatoba.
Sportschef Peter Dinesen bekræfter, at Næstved skal have en snak med nogle spillere i den nærmeste fremtid.
- Der er ingen tvivl om, at mange af de udenlandske spillere, vi har i truppen, er på relativt dyre kontrakter, så vi er i gang med at se, hvordan vi kan løse den situation, så det bliver til alles bedste, siger Peter Dinesen også til Sjællandske.
Avisen meddeler dog, at Næstved kan få svært ved at sige farvel til et par af spillerne, der er på lange kontrakter.
Næstved Boldklub er aktuelt nummer fire i den ene halvdel af 2. Division, efter at de i sidste sæson rykkede ud af 1. division.