Sønderjyske er tilbage i Superligaen, og man kan forvente et mere trimmet mandskab, end man så, da holdet senest var repræsenteret i den bedste række.
Der er i hvert fald blevet skåret godt ned på kalorierne i Haderslev.
I vinterpausen 2022/2023 ansatte Sønderjyske Thomas Nørgaard som cheftræner, og sammen med sin stab foretog han en lang række ændringer i klubben - der blev blandt andet sat fokus på kost og træning.
Det forklarer Sønderjyske-bossen om i Viaplay-programmet Offside.
- Min anfører, Rasmus Vinderslev, blev sendt i bil ned over grænsen, og så skulle han købe chokoladebarer og sodavand. Der stod et køleskab, og det var fyldt til bristepunktet. Noget af det første, jeg gjorde, da jeg kom ind, var at fjerne kagen fra omklædningsrummet, siger Thomas Nørgaard og tilføjer:
- På fødselsdage kan vi godt sige tillykke til hinanden, uden at vi behøver spise brunsviger og alt muligt andet. Der var også chilimayoen, hvor vi tænkte, "er den så vigtig?".
Sønderjyske har som nævnt sikret sig oprykning til Superligaen, og det ser tilmed ud til, at Haderslev-klubben ender på førstepladsen i NordicBet Ligaen foran AaB, som er gået i stå på det seneste. Ikke desto mindre må man formode, at nordjyderne følger Sønderjyske op i landets bedste række.
Se hele klippet med Thomas Nørgaard i videoen i toppen af artiklen.