Der er en stor ændring på vej i den danske traditionsklub B.93, hvor der er udsigt til, at den tidligere Brøndby- FC København-mentaltræner Christian Engell bliver ny administrerende direktør for dem.
Dermed erstatter han Patrick Hyldgård, som er stoppet i klubben.
Det kan Tipsbladet nu afsløre.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er det et led i en større udskiftning på øverste niveau i klubben, og det bliver nu med den forhenværende BIF'er og FCK'er i spidsen for den fremadstormende 1. divisionsklub.
Engells tid i FC København var i perioden mellem 2020 og 2022, hvor han var Head Of People & Culture, hvorefter han tog til Southampton i en kortere periode, hvor han var såkaldt Performance Psychology Consultant.
Tiden i Brøndby var han i seks år mellem 2014 og 2020, hvor han var mentaltræner for førsteholdstruppen. Derudover har han været sportspsykologisk konsulent for Team Danmark mellem 2009 og 2022.
B.93 rykkede i 2023 op i 1. division, og i sidste sæson etablerede de sig i landets næstbedste række. I denne sæson er det kommet godt fra start med fire point efter de første tre kampe.
Nu er det tid til at tage et nyt skridt for Østerbro-klubben.