I den forgangne sæson var han et af OB's lyspunkter - i denne sæson har han ikke fået et minuts spilletid.
Ja, Rami Al Hajj har sommeren igennem lignet en færdig mand i Ådalen, og det er han efter alt at dømme også snart.
Tipsbladet kan nemlig fortælle, at OB er blevet enig med den engelske fodboldklub Plymouth Argyle om betingelserne for en transfer af Rami Al Hajj til i omegnen af en million euro, svarende til 7,5 millioner kroner.
Til gengæld mangler den svenske kreatør selv at nå til enighed med Championship-klubben, men ifølge Tipsbladets kilder bør der ikke opstå nogen problemer i den forbindelse.
Derfor flyver spilleren også til England fredag morgen for at gennemgå lægetjek og få resten på plads, før han kan blive ny spiller i Plymouth, der er trænet af legenden Wayne Rooney.
OB, Plymouth Argyle og Rami Al Hajj har heller ikke oceaner af tid. Transfervinduet i England lukker allerede fredag aften, så der er kun lige over 24 timer til at få papirerne udarbejdet og underskrevet.
Rami Al Hajj, 22 år, kom til OB fra Heerenveen sidste sommer og står noteret for fire mål og otte assister i 32 kampe for fynboerne.
I løbet af torsdagen har OB også sagt farvel til flere andre spillere, der kom til under tidligere fodbolddirektør Björn Wesström i form af angriberen Tyler Burey og forsvarsspilleren Sauli Vaisanen.
Superliga-nedrykkerne er lige nu rigtig godt kørende i 1. division, hvor de har hentet lutter sejre.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.