AC Horsens' lange række af sommertilgange bliver endnu længere.
Som spilleren selv bekræftede over Tipsbladet i sidste uge, henter AC Horsens nemlig Kwaku Karikari i serbiske FK Jedinstvo Ub.
Det oplyser AC Horsens mandag morgen på sin hjemmeside.
- Karikari er en alsidig offensivspiller med stor fart, masser af power, og han har bevist, at han både kan score mål og assistere efter et par år med succes i serbisk fodbold. Han er en anderledes type, end vi har i forvejen, og vi glæder os til at se ham i gult, siger sportschef Esben Hansen.
Den 22-årige ghaneser lavede i sidste sæson 16 mål og 9 oplæg i 36 kampe i den næstbedste serbiske række.
Han har i AC Horsens fået en kontrakt, der løber indtil sommeren 2028.