Hvor er det usympatisk at tage “AC” som gidsel

Andreas Christensen har i 2021 vundet Champions League med Chelsea og spillet Danmark til EM-semifinalen på Wembley.

Med sin evne til at læse og forudse spillet og større sikkerhed i luften og tacklingerne er danskeren gået fra et af verdens største talenter i sin årgang til en midtstopper i international topklasse, og den 25-årige forsvarsspiller er en stor del af forklaringen på Chelseas fantastisk flotte 2021 og den førsteplads, London-klubben lige nu indtager i tabellen.

Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at Andreas Christensen ikke har været på banen for Chelsea siden 6. november, umiddelbart før seneste landsholdssamling, og tirsdag fik vi endelig vished om det, vi havde mistanke om, da Chelsea-træner Thomas Tuchel udtalte sig om danskerens situation i klubben.

– Vi er nødt til at håbe på, at dette kan være med til at påvirke kontraktsituationen en lille smule.

– Han fortæller os, at han elsker Chelsea, at han ønsker at blive og blive en stor del af klubben, som han allerede er en stor del af. Jeg tror, at han passer perfekt ind. Han er ikke færdig her endnu. Hans karriere her er ikke slut, sagde Thomas Tuchel blandt andet på Chelseas pressekonference forud for deres onsdagskamp i Premier League mod Watford.

Humlen er, at Andreas Christensen har kontraktudløb med Chelsea 30. juni 2022, og danskeren kan dermed skifte kvit og frit til sommer og allerede forhandle med andre klubber fra 1. januar.

Til skræk og advarsel
Det er bestemt hverken første eller sidste gang, at en klub bruger spilletid som del af en forhandling om en spillers fremtid.

Jeg ved godt, at historien er en anden i Holland og specifikt i Ajax, men da Nicolai Boilesen i sin tid blev sat af førsteholdet i et helt år i klubben, fordi han ikke ville forlænge kontrakten, var det i høj grad som skræk og advarsel til andre, endnu yngre spillere.

'Forlæng jeres kontrakter, or else…' var det slet skjulte budskab, og det er en finte, jeg har hørt om mange gange ude i Europa.

Især unge spillere står for skud, og i de grelle tilfælde rotter klubber og agenter sig sammen og lader de unge forstå, at der skal forlænges, når klubben forlanger det, og med den agent, klubben diskret peger på, hvis man vil ind på eller fortsætte på førsteholdet.

Klubberne gør det for at beskytte de investeringer, de har foretaget i deres spillere, og selvom jeg måske godt forstår, at det sker, er det bestemt ikke sympatisk.

Jeg har ikke siddet med i forhandlingerne om en ny kontrakt og er varsom med at lægge for meget i, hvad der stille er sivet ud fra de to lejre om, hvem det er, der ikke opfører sig rimeligt.

Men hvis jeg var ”AC”, hans kolleger i truppen i Chelsea eller sad i Spillerforeningen eller FIFPro, ville jeg være edderspændt rasende over Chelseas gidselstagning af den danske landsholdsspiller.

Chelsea er notorisk kendt for at eje bundter af spillere, der bliver lejet ud sæson efter sæson.

Lige nu har man ti mand udlejet fra førsteholdet, og i de to sæsoner forinden ejede man omtrent 20 voksne spillere, der var lejet til andre klubber.

Nye regler lavet pga Chelsea
Det er ikke bare nævnenyttige chefredaktører, der peger fingre ad Chelsea – i et meget sjældent eksempel på sammenhold i international fodbold har FIFA og fodboldens parter barslet med nye regler, der er møntet direkte på Chelsea og andre rige topklubbers hamstring og udlejning af spillere, og som efter planen bliver indført til næste år efter at coronavirussen udskød startdatoen.

For mig er det et af fodboldverdenens mest grelle eksempler på hykleri og dobbeltmoral, når klubben som Chelsea, og ofte også deres fans, kræver 200 procent loyalitet af spillerne i form af kontraktforlængelser, at man spiller med skader og smerter, der potentielt har konsekvenser på lang sigt, og i al almindelighed ofrer sig for klubben, så snart en cheftræner, direktør, klubejer eller fansene kræver det.

Den loyalitet skal også strække sig til, at spillere i stilhed forlader klubben, når klubben finder det opportunt, og da meget gerne også bryder kontrakter før tid uden betaling, når klubben gerne vil det.

Til gengæld kan klubber og fans tilsyneladende slet ikke leve med det, når en eftertragtet spiller for en sjælden gangs skyld ikke skriver under på et stykke papir, når han bliver bedt om det, og – gisp – måske endda drister sig til at skifte væk på fri transfer eller skifter på en frikøbsklausul skrevet ind i kontrakten.

Det står naturligvis Thomas Tuchel frit for at udtage sit hold, men i min bog er det ekstremt hyklerisk at tage "AC" som gidsel og flå ham af holdet i forsøget på at tvinge ham til en kontraktforlængelse, samtidig med at klubben frit skalter og valter med et væld af spillere, der bare har at gøre, som deres bosser siger.

'Det er bare gamet' vil mange mene, og det er jeg ganske enig i.

Men var jeg ”AC”, hans holdkammerater i Chelsea eller andre spillere, ville jeg grundigt overveje, hvor meget man lige skal stole på Roman Abramotivj' klub, næste gang begreber som ”loyalitet” og ”klubfølelse” fyger ryger, og i hvor høj grad man mon bare er et stykke kød, når en spiller, der lige straks har været 10 år i klubben, kan få den behandling.