I onsdags var der møde i Folketinget om ejerskaber af fodboldklubber i dansk fodbold.
DBU’s formand Jesper Møller var med, det samme var toneangivende politikere på idrætsområdet, og intentionerne om at holde øje var gode.
Der er nok at rive i: FC Midtjylland og Brøndby IF er på forskellige måder del af multiklub-modeller, og FC Nordsjælland er også ved at blive det med det kommende MLS-hold i San Diego.
Andre klubber kan blive solgt, og som vi så i slutningen af transfervinduet i august med FCN’s rekordsalg af Ernest Nuamah til Lyon via Molenbeek i Belgien, kan danske klubber også mere eller mindre mod deres vilje blive del af den trafik af spillere, der bøjer reglerne og er så central for disse klubsamarbejder.
Det er jo alt sammen godt, men det kan også virke lidt nyttesløst, når nu FIFA og UEFA nærmest ikke vil røre overhovedet ved multiklub-ejerskaberne eller de tilknyttede transfers, og når fodboldforbundene mange steder også er noget nær magtesløse.
Her i landet er det lidt ironisk, når politikere og sådan set også opinionsskabere som jeg spørger DBU, hvorfor de dog ikke gør mere.
Det burde egentlig være mod bedrevidende, for reelt har DBU ikke ret meget at skulle have sagt.
Den såkaldte eliteaftale mellem DBU og Divisionsforeningen betyder, at meget af den juridiske kompetence og omtrent al den realpolitiske magt de seneste ti år er rykket over til klubberne.
Skal der laves regler, der yderligere skærper muligheden for at lave multiklub-ejerskaber, skal det blive mere besværligt at rykke spillere ind og ud af danske klubber i lynets tempo, er det reelt ejerne selv, der skal gribe ind.
Jeg tror, mange fodboldfans og politikere overser det faktum, at det ikke er DBU’s foreningsvalgte ledelse, der styrer dette område.
Det er klubberne selv, og man kan spørge sig selv, hvad der sker, hvis toneangivende og markedsførende FC København bliver solgt til en udenlandsk ejer. Jo, FC Midtjylland er netop flyttet tilbage på danske hænder i form af Anders Holch Povlsen, men ryger FC København og en-to klubber til på udenlandske hænder, kan dansk klubfodbolds fremtid reelt være placeret i hænderne på få udenlandske klubejere, der ikke nødvendigvis vil samme vej som resten af dansk fodbold.
Jeg ved ikke, om der er nogen løsning, eller hvor stort problemet reelt vil vise sig at være. Men det er da værd i det mindste at forstå arbejdsgangene og magtfordelingen, og at det måske ikke er DBU og Jesper Møller, man skal holde ansvarlig for alt fra Brøndby IF til Jammerbugt og ejernes kurs de pågældende steder.
