Transferdommen: Barcas dommedag bør også skræmme Superliga-eliten
Foto: Getty Images
Generelle

Transferdommen: Barcas dommedag bør også skræmme Superliga-eliten

Barcelona er et skrækeksempel for visse danske klubber, skriver Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen.

Transferdommen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren - se mere her.

Hvad gør man, når man har verdens bedste spiller 10 år frem og har etableret et hold med den perfekte blanding af egenudviklede spillere og udenlandske superstjerner, som verdens vel nok dygtigste træner har uddannet til at spille det mest målsøgende, effektive fodbold i verden?

Ja, hvis man er FC Barcelona, sætter man det hele over styr og ender med en gæld og vilde forbrugslån, der er en uansvarlig nationalstat værdig.

På tærsklen til afskeden med Lionel Messi er FC Barcelona ruineret.

Læs også:Højbjerg debut-scoring rakte ikke mod Liverpool

Det burde ellers være svært, når man driver en af klodens få megaklubber, der tiltrækker sig vanvittig stor interesse, uanset hvad man gør, men FC Barcelona har formået det tilsyneladende umulige.

Neymar, Lionel Messi og Luis Suárez skjulte revnerne i fundamentet, og især siden Champions League-titlen i 2015 har FC Barcelonas indkøb været en opvisning i, hvor dårligt det rent faktisk er muligt at handle ind, selv hvis man har nærmest ubegrænsede midler.

Nu er FC Barcelona reelt bankerot. Jeg tvivler meget på, klubben reelt kommer i fare, for som en anden nationalbank er man too big to fail . Men de kommende års redningsaktion og de kompromiser, der skal gøres omkring stadion, sponsorater, ja måske endda selve klubmodellen med medlemsdemokrati, bliver grimme, og selvom Real Madrid har egne, store problemer at slås med, bør Florentino Pérez og de mange Madridistas slikke sig om munden.

I forhold til transfermarkedet skal FC Barcelona fra nu af være den uhyggelige godnathistorie, der bliver læst hver aften på alverdens sportsdirektør- og bestyrelsesformandsskoler.

Læs også:Barcelona afværger pokalchok mod sekundaklub

I Danmark har FC København i et årti også set urørlig ud på transfermarkedet og som topklub, og i FC Midtjylland og FC Nordsjælland har man to aggressivt gearede klubber, hvor man taber voldsomme millionbeløb på driften, før transferregnskabet opgøres.

Det store transfercrash er ikke lige om hjørnet i nogen af de tre klubber, men på et bundfrossent og coronaramt transfermarked bør skrækeksemplet FC Barcelona tjene som påmindelse om, at selv de bedste positioner i fodboldverdenen kan blive sat over styr. Er FCM og FCN klar på, at transfermarkedet kan være iskoldt i årevis? Har FC København planen klar, hvis man hverken kommer i Champions League eller Europa League til efteråret?

De tre FC-klubber og resten af Superligaen er afhængig af at få penge i kassen via spillersalg, og selvom de fleste indikatorer stadig ser gode ud for de to udfordrere, kan et udtørret transfermarked eller et par vinduer med forkerte indkøb hurtigt skabe større problemer, end man selv lige nu midt i en dyb coronakrise kan forestille sig.

Læs også:Onsdagens rygtebørs: PL-klub lurer på Yussuf Poulsen-konkurrent
Læs også:Tirsdagens rygtebørs: PSG tilbyder Sergio Ramos kæmpekontrakt
Læs også:FC Barcelona udskyder præsidentvalg til marts